Kæmpe oscar-skandale: Udråber forkert vinder

Holdet bag "La La Land" var i gang med takketaler, da fejlen blev opdaget. "Moonlight" kåret som bedste film.

Faye Dunaway udråbte La La Land som årets bedste film. Det var en fejl. Foto: Phil McCarten.
Offentliggjort Sidst opdateret

Oscaruddelingen er der, hvor priserne for årets bedste film uddeles. Sådan i det hele taget.

Ved afslutningen på oscarfesten, der hvor den mest prestigefyldte skulle uddeles i  Dolby Theatre i Los Angeles- årets bedste film – må mange af de tilstedeværende have følt sig som statister i en dårlig en af slagsen: Faye Dunaway udråbte den forkerte vinder. Og pludselig var alt kaos.

Forkert vinder

Dramaet “Moonlight” vandt tidligt mandag morgen dansk tid prisen som årets bedste film ved oscaruddelingen i Los Angeles.

Men det var under kaotiske omstændigheder, at holdet bag filmen gik på scenen for at modtage hovedprisen.

Kort tid forinden var prisen nemlig ved en fejl blevet tildelt musicalfilmen “La La Land”.

Det var de aldrende skuespillere Warren Beatty og Faye Dunaway, der var blevet tildelt det ærefulde hverv at uddele aftenens sidste pris.

Og af foreløbigt ukendte årsager udråbte Faye Dunaway altså “La La Land” som årets bedste film fra scenen.

Total forvirring

Forvirringen var total, da flere fra holdet bag filmen var begyndt at holde deres takketaler, da det pludselig gik op for dem, at prisen rent faktisk var gået til en anden film.

Efter en del forvirring på scenen lykkedes det både værten Jimmy Kimmel og de tilstedeværende på scenen at overbevise publikummet om, at der ikke var tale om en spøg.

Folk på scenen måtte således vise kortet med den retmæssige vinder til kameraet, før alle var overbeviste.

Derefter kunne holdet bag “Moonlight” gå på scenen og modtage den prestigefulde pris.

Vandt dog seks priser

Folkene bag “La La Land” gik dog ikke tomhændet hjem fra Dolby Theatre. Filmen vandt i alt seks priser, blandt andet til Emma Stone, der modtog prisen som årets bedste kvindelige hovedrolle.

Også Damien Chazelle kunne tage hjem fra prisuddelingen med en Oscar som bedste instruktør.

Den 32-årige Chazelle er den yngste nogensinde, der vinder en Oscar i den kategori.

I “Moonlight” fik Mahershala Ali prisen som årets bedste mandlige birolle. Han er i øvrigt den første muslimske skuespiller, der får en Oscar.

Det er tilsyneladende ikke alle, der har opdaget aftenens store misforståelse. Selv akademiet, der står for prisuddelingen, har på dets Twitter-profil udråbt “La La Land” som bedste film efterfulgt af “Moonlight”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS