Kæmpe afsløring: Få kendisser i øregangen

Der er prominente navne på lønningslisten hos Podimo, der er en ny streamingtjeneste for podcast, som Nikolaj Koppel står bag.

Udgivet Opdateret

Der er virkelig skruet op for kvaliteten, når den nye streamingtjeneste Podimo lanceres til september. Tjenesten er udbyder af podcast, og nu har de løftet sløret for nogle af de personer, der vil være at finde på streamingtjenesten.

Podimo afslører, at der vil være mulighed for at få prominente kendisser som Capser Christensen og Hella Joof i dine øregange, hvis du benytter dig af tjenesten.

Monopolet

Hella Joof er entertainer med stort E. Hendes karriere har bragt hende omkring alskens indenfor medieverdenen. Hun har både lavet tv, film, skrevet bøger og været fast gæst i Mads og Monopolet, men nu tager Hella Joof for alvor springet til radiomediet og skal til at lave podcast. Det skriver Mediawatch.

Den kommende streamingtjeneste Podimo har nemlig overtalt multitalentet til at indgå en aftale, der betyder, at hun skal lave programmer eksklusivt til tjenesten. Ifølge mediet vil Hella Joof stå bag to forskellige podcast.

Tyngde og bredde

Men Hella Joof er ikke det eneste navn, der skal prøve kræfter med podcasts for Podimo. Også komikeren Casper Christensen, podcastoraklerne Third Ear og kokken Umut Sekarya, der har Guldkroen i København, har sagt ja til at få deres egne podcastserier.

– De her navne repræsenterer den tyngde og bredde, som indholdet vil have, og viser samtidig på hver deres måde et fint lille udsnit af nogle af de genrer, der vil være på Podimo, siger Nikolaj Koppel, der er indholdschef på tjenesten, ifølge Mediawatch.

Powered by Labrador CMS