Justin Bieber slår vilde rekorder på stribe
Sangstjernen Justin Bieber kan blære sig med at have slået hele otte rekorder i musik- og underholdningsbranchen.
Hvis superstjernen Justin Bieber manglede pynt til væggene, har han nu rigeligt at vælge imellem.
I hvert fald kan sangeren blære sig med hele otte nye indrammede certifikater, som viser de rekorder, han har slået i musik- og underholdningsbranchen det seneste år. Det skriver Guinness Rekordbog på sin hjemmeside.
Den 22-årige sangstjerne står blandt andet bag det hit, der er blevet afspillet flest gange på en uge på streamingtjenesten Spotify. Det er hittet “What Do You Mean?”, der har sikret popidolet prisen.
Albummet “Purpose” har desuden slået rekorden som det album, der er blevet afspillet flest gange på Spotify i løbet af en uge.
Hele 13 sange fra albummet indtog en plads på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100, og det er det højeste antal nogensinde for en soloartist.
Det betød, at hele 17 Justin Bieber-sange var at finde på hitlisten, hvilket også er en rekord.
Numrene “Love Yourself”, “Sorry” og “What Do You Mean?”, der alle er fra det nyeste album, endte desuden i top tre på den britiske hitliste “UK singles chart”.
Bieber kan også bryste sig af at være den mandlige kendis, der har flest følgere på det sociale medie Twitter, mens musikerens officielle YouTube-kanal er den mest besøgte nogensinde.
Den canadiske sanger er også den mandlige stjerne, der har flest abonnenter på sin officielle musikkanal på YouTube.
De otte rekorder får alle plads i 2017-udgaven af Guinness Rekordbog.
/ritzau/FOKUS