Julie Berthelsen: -Slut med at have dårlig samvittighed som mor

Den dansk-grønlandske sangerinde og radiovært vil investere mere tid i sig selv i det nye år.

Julie Berthelsen er forlovet med håndboldspilleren Minik Dahl Høegh. Parret har en søn og en datter sammen. Foto: Free/Foto: Jesper Rais (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Med en karriere som sangerinde, blogger og radiovært er Julie Berthelsen altid på vej.

Uanset hvor hun befinder sig, er det der, hvor familien er, hun føler sig hjemme. Men sangerinden håber at springe ind i nytåret med et mere fast fundament og mere tid uden dårlig samvittighed.

Den dansk-grønlandske sangerinde, der er aktuel med nummeret “Home Again”, som bliver en del af markeringen af hendes 15-års jubilæum, fortæller her, hvad hun drømmer om for det nye år.

Hvad ønsker du dig af 2018?

– Jeg har altid et ønske, og det er det samme hvert år – et ønske om lykke og godt helbred for de mennesker, jeg elsker. Derudover ønsker jeg mig overordnet set, at jeg opnår det, jeg sætter mig for. En ting er, at man selv gør en indsats, men andre faktorer i verden og livet er også afgørende.

– Jeg vil gerne på turné, spille musik og fejre mit 15-års jubilæum. For min familie ønsker jeg, at vi får lidt mere fast fundament. Vi flytter, efter hvilket job jeg har, og hvilken klub Minik (Julies kæreste, red.) spiller for. Det har altid været sådan, men jeg kan mærke et behov for et mere fast fundament. Jeg drømmer også om at få en hest, men det kræver et mere fast sted. Det hænger sammen.

Hvad vil du gøre for det?

– Jeg knokler for det, jeg ønsker, og det har jeg altid gjort. Man skal knokle for sine drømme, men man kan godt ønske sig det alligevel, for der er mange andre ting i spil.

Hvad vil du gøre mindre af?

– Det er en god ting at være sikker på sig selv, men jeg vil gerne lære mig selv, at der ikke altid er plads til, at man kan alt. Jeg vil gerne lære at være bedre til ikke at få dårlig samvittighed over, hvilken slags mor jeg er.

– Mit liv og min karriere er travl, og jeg er altid på vej. Jeg vil gerne lade mine børn mærke, at selv om jeg er på vej, så er jeg også der. Alene det at jeg er blevet opmærksom på det, er en gave.

Hvad vil du gerne investere i?

– Det kunne godt være, vi skulle tænke i at investere i egen bolig. For mit eget vedkommende vil jeg gerne investere lidt mere i mig, så jeg kan få trænet og nå de ting, jeg gerne vil nå.

– Når der er lidt ekstra tid, er jeg jo mor, så jeg kunne godt tænke mig at investere tid i mig selv uden at få dårlig samvittighed.

Hvor vil du gerne rejse hen i 2018?

– Jeg tror, jeg vil lade det nøjes med at være til Grønland. Jeg har ikke været der så meget i 2017, som jeg plejer.

– Det er vigtigt for mig at tage hjem til Grønland med ungerne, for det er den eneste måde, jeg kan give dem der, hvor jeg kommer fra – kulturen, sproget og baggrunden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS