Julen varer rent faktisk lige til påske

Optagelserne til "Julehjertets hemmelighed" var knap skudt i gang, før man besluttede at lave et spinoff

Udgivet Opdateret

Julen varer lige til påske.

Sådan lyder den gamle julesang "Nu er det jul igen", og i år er der faktisk noget om snakken.

Den 24. december er der en julegave til alle seere af årets julekalender fra DR, "Julehjertets hemmelighed". Det bliver ikke et farvel til Lindstrupgård og Karen Høst, for alle karaktererne vender tilbage i et spinoff af julekalenderen i det nye år.

Det bliver en miniserie på otte afsnit med navnet "Troldehjertets hemmelighed".

Meget endnu at fortælle

Nissen Rumle er gået i sommerhi, og der kommer i stedet en troldepige, som er Karens ven.

- Efter en hel julekalender er der stadig en hel masse historier at fortælle, fordi vi har det her kæmpe karakterunivers. Man kan gå ned i hvert magiske væsen og hver familie og bygge videre på det, siger producent Mia Marie Borup fra produktionsselskabet Mastiff, som står bag begge serier.

Det er noget af et sats at planlægge en spinoffserie, før man ved, hvordan julekalenderen bliver modtaget. 

Det er ifølge Mia Marie Borup aldrig set før.

- Tror, folk vil elske det

- Jeg tror, at folk vil elske at få mere af historien. Når man har siddet i 24 dage og investeret sin tid og forhåbentlig elsker alle de her karakterer, så giver vi en perfekt julegave ved at sige, at julen varer lige til påske, siger hun.

Julekalenderen foregår i slutningen af 1800-tallet og handler om den 13-årige Karen Høst. 

Hun stopper med at gå i skole for at blive tjenestepige på herregården, hvor hendes forældre tjener, og hendes bedste ven, nissen Rumle, også bor.

Handler om venskab

Det er en eventyrlig fortælling om venskab. Men julekalenderen berører også alvorlige emner som forskellen på rig og fattig og at gå imod strømmen, selv om omgivelserne stritter imod.

- Da vi dykkede ned i denne her tidsperiode, fandt vi med det samme ud af, hvor stor en brydningstid det var lige på den anden side af Grundloven, siger Mia Marie Borup.

- Der var bare så mange fantastiske ting, som er relevante for, hvordan vi lever i dag, og også viser et helt andet børneliv. Men vi ville selvfølgelig også gerne fortælle denne her umulige kærlighedshistorie, siger Mia Marie Borup.

Kæmpe problem dengang

Karens storebror, Rasmus Høst, arbejder også på herregården, og da han forelsker sig i den rige herregårdsdatter, Marie Louise, skaber det problemer. Marie Louise skal nemlig giftes bort til en rig godsejer.

- Der er ikke meget, der er umuligt i dag, Men det var det dengang. Da var det stadig et kæmpe skridt bare at vælge den, man elsker, siger hun.

Licens i Danmark

Her kan du blive klogere på licensen i Danmark, der finansierer public service-indholdet:

* Du skal betale licens, hvis du er over 18 år og har et licenspligtigt apparat. Det vil sige tv, radio, computer eller smartphone.

* Medielicens vil i 2017 koste 2492 kroner om året. Man kan vælge at betale månedligt eller halvårligt.

* Medielicensen går til at sikre, at vi i Danmark kan se tv og høre radio uden reklamer og fri for politiske interesser.

* Danmarks Radio er forpligtet til at levere public service, som dækker over nyheder, undervisning, kunst og underholdning.

* Pensionister og førtidspensionister kan søge om af få halveret medielicensen, hvis deres indkomst ikke er for høj.

* 67 procent af medielicensen går til DR, der bruger den til at lave radio, tv, net og koncerter for.

* DR får årligt cirka 3,7 milliarder kroner fra licenspengene.

* De regionale TV2-stationer får ni procent af den årlige licens, og to procent går til Radio24Syv, mens én procent går til, at der kan laves lokalradio og -tv rundt omkring i landet.

* Cirka 2,4 millioner husstande betaler licens.

Kilde: Danmarks Radio og Kulturministeriet.

null

Miniserien "Troldehjertets hemmelighed" har premiere i påsken 2023.

Der falder en julegave af til seere af 'Julehjertets hemmelighed' den 24. december, når der kommer et spinoff til julekalenderen i det nye år. (Arkivfoto)
Der falder en julegave af til seere af "Julehjertets hemmelighed" den 24. december, når der kommer et spinoff til julekalenderen i det nye år. (Arkivfoto)
Powered by Labrador CMS