Julekoncert med en prinsesse i storform
Prinsesse Marie er protektor for Aids-Fondet, og i den forbindelse deltog den 41-årige kvinde søndag i den 19. julekoncert, der foregik i Trinitatis Kirke til fordel for fondets arbejde.
Prinsesse Marie taler her under Aids-Fondets julekoncert i Trinitatis Kirke i København søndag den 26. november 2017. Foto: Claus Bech/Scanpix
For 19. år i træk blev der søndag holdt julekoncert i Trinitatis Kirke midt i København til fordel for Aids-Fondets arbejde.
I den forbindelse overværede prinsesse Marie – der er protektor for AIDS-Fondet – koncerten.
Den 41-årige prinsesse holdt ligeledes et indlæg under arrangementet.
Julens smukkeste melodier
Både Susse Wold, der er præsident for Aids-Fondet, samt en række kendte personer, havde valgt at bruge novembers sidste søndag i Trinitatis Kirke.
I skæret af de mange levende lys blev en række af julens smukkeste melodier spillet.
Der var således både fællessang og solo-indslag.
2000 blafrende mindelys
Julekoncerten var også med til at skyde en række arrangementer i gang på Aids-fondets vegne.
Eksempelvis er det fredag den 1. december den internationale Aids-dag.
På selve dagen – der internationalt hedder “World Aids Day”, tændes 2000 blafrende mindelys for mennesker, som er døde af aids.
Bader torv i gyldent skær
Lysene vil bryde december-mørket og bade Gammeltorv i hjertet af København i et gyldent skær.
De mange lys tændes fredag fra klokken 15 – og de vil brænde frem til klokken 18.
Man kan læse meget mere om Aids-Fondet og de mange fine tiltag her.