Jubel i USA over nyhed fra dansk zoo
Der blev jublet i både Give og USA
Dyrefamilierne i Givskud Zoo har fået et nyt medlem, efter at brillebjørne-parret Nazca og Raymi har fået en unge.
Nyheden, der først blev fortalt af Givskud Zoo selv, glæde flere steder. Det fortæller Kim Skalborg Simonsen, biolog ved Givskud Zoo.
– Vores brillebjørnekoordinator skrev “JUHUU”, siger Kim Skalborg Simonsen om udvekslingen mellem kollegerne, efter at det var sikkert, at Nazca havde født.
Artiklen fortsætter under videoen.
Kim Skalborg Simonsen samarbejder med stedets dyrepassere om, at dyrene bliver passet på bedst mulig vis, og han og kollegerne har ventet i spænding på, om Nazca og Raymi ville levere en lille brillebjørne-unge.
Et stort anlæg
Der kom brillebjørne til Givskud Zoo, efter at man i 2019, i anledning af Zoos 50 års fødselsdag, havde bygget Europas største anlæg til brillebjørne. Først kom brødrene Sonco og Tupa, og de fik sidenhen selskab af hunnen Nazca og hannen Raymi.
Beslutningen om, at Givskud Zoo skulle have et par, der potentielt set kunne avle unger, blev truffet af en stambogsfører i Tierpark Berlin. Kim Skalborg Simonsen fortæller, at stambogsføreren gjorde det klart, at Givskud Zoo skulle have chancen for bjørneunger med deres nye flotte anlæg.
Jubel i USA
Mens brødrene Sonco og Tupa er kommet til Danmark fra England, kommer Nazca fra Frankrig og Raymi fra en zoologisk have i Jersey, i USA. En af de dyrepassere, der passede Raymi, mens han stadig boede derovre, har også fået nyheden om familieforøgelsen.
Kim Skalborg Simonsen fortæller, at kollegaen var meget, meget glad for, at Raymi og Nazca har fået en unge, og at hun i en besked til de danske kolleger skrev “du har reddet min dag. Det er den mest fantastiske nyhed.”
En truet bjørn
Det er ifølge Givskud Zoo første gang, en brillebjørneunge bliver født i Danmark, og Kim Skalborg Simonsen fortæller, at zoo på den måde er med til at holde fortællingen om bjørnene i live.
– Brillebjørne er sårbare i naturen, der er ikke mange tilbage. Det er også en bjørn, der er relativt sjælden i fangenskab, siger Kim Skalborg Simonsen. Det var på den baggrund, at Givskud Zoo besluttede sig for, at de skulle have brillebjørne i zoo.
Mens bestanden af brillebjørne i fangenskab altså er steget med en, bruger Givskud Zoo deres dyrehold til at udbedre kendskabet til bjørnen blandt offentligheden.
Det betyder, at gæster i Givskud Zoo får informationer om brillebjørne, deres leveforhold, og at der ikke findes så mange af dem. Givskud Zoo opfordrer også gæster til at donere penge til en naturfond. På den måde kan gæsterne være med til at sikre brillebjørnes overlevelse.
Derudover er de bare meget glade og meget stolte i Givskud Zoo for, at de nu har endnu en brillebjørn boende.
– Rent fagligt er det jo helt fantastisk. Det er et stort skulderklap til anlæggets design og til dyrepasserne, siger Kim Skalborg Simonsen.