John Cleese: Hun var vidunderlig
Britiske Prunella Scales blev 93 år og døde fredeligt i sit hjem i London, oplyser hendes sønner til BBC
Den britiske skuespiller Prunella Scales, bedst kendt fra serien "Halløj på badehotellet", er død.
Det oplyser hendes sønner i en udtalelse ifølge BBC.
Hun blev 93 år og døde "fredeligt i sit hjem i London" mandag, oplyses det.
Scales spillede rollen som hotelbestyrer Sybil Fawlty i serien.
Dagen før
Ifølge sønnerne havde hun netop genset "Halløj på badehotellet", som på engelsk hedder "Fawlty Towers", dagen før hun døde.
- Selv om demens tvang hende til at trække sig tilbage fra en bemærkelsesværdig skuespillerkarriere på næsten 70 år, fortsatte hun med at bo derhjemme, fortæller sønnerne i udtalelsen.
"Halløj på badehotellet" blev ifølge Reuters udnævnt af magasinet Radio Times til den bedste britiske tv-sitcom nogensinde.
Vidunderlig
Skuespilleren John Cleese, som spillede hendes mand i serien, beskriver hende over for BBC som en "vidunderlig komisk skuespillerinde".
- Jeg har på det seneste set nogle klip fra "Halløj på badehotellet", mens jeg har researchet til en bog. Scene efter scene var hun fuldstændig perfekt, siger han til mediet.
Men selv om rollen som Sybil Fawlty er den, hun vil blive husket for af flest, har hendes syv årtier lange skuespillerkarriere omfattet adskillige andre roller.
Gift i 61 år
Blandt andet medvirkede hun i 1960’er-sitcomen "Marriage Lines" og i den Oscar-vindende film "Howards End" fra 1992, hvor hun spillede sammen med sin ene søn, skuespilleren Samuel West.
Privat var Scales gift med Timothy West, der ligeledes var skuespiller. De var gift i 61 år, indtil West døde i november 2024. Han blev 90 år gammel.
Scales efterlader sig to sønner og en steddatter samt syv børnebørn og fire oldebørn, skriver nyhedsbureauet AFP.