Joachims liv ændrer sig: Så hårdt bliver det
Det bliver ikke en dans på roser, når prins Joachim starter sin militære uddannelse i Frankrig.
Prins Joachim og familien flytter til Frankrig, blev det for kort tid siden meddelt.
– Den franske forsvarsminister har inviteret Hans Kongelige Højhed Prins Joachim til at deltage i Frankrigs højst rangerende militære uddannelsesforløb. I den anledning flytter Prins Joachim og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie og parrets to børn, Prins Henrik og Prinsesse Athena, til Paris, skriver kongehuset på sin hjemmeside.
En hård uddannelse
For prins Joachim og familien byder turen til Frankrig på en meget hård uddannelse, hvor prinsen skal gå i skole seks dage om ugen.
Chefen for Gardehusarregimentet i Slagelse, oberst Jens Ole Rossen-Jørgensen, har selv gået på École Militaire i Paris, hvor prinsen får sin daglige gang, og regimentschefen stemmer i:
– Han får 70+ timers undervisning og arbejdsuge. Det er ikke en gentlemanuddannelse – der bliver forlangt noget af kursusdeltageren, siger oberst Jens Ole Rossen-Jørgensen, chef for Gardehusarregimentet i Slagelse, til B.T.
De højeste grader
Obersten har selv gået på École Militaire i Paris, hvor nu altså den danske prins kommer til at tilbringe en stor del af sin tid.
Ifølge Jens Ole Rossen-Jørgensen er det en uddannelse, der skal forberede eleverne til de absolut øverste grader, blandt dem admiral i søværnet.
– Prins Joachim kan bidrage til, at der er kontakt mellem de to forsvar. Danmark har brug for at styrke forbindelsen til Frankrig på det her niveau, så det er rigtig godt, at han skal af sted, for det kan blive en fordel for Danmark, siger Henrik Ø. Breitenbauch, der er leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, til avisen.
Uddannelsen vil foregå på det anerkendte franske militærakademi École Militaire i Paris og består af to dele, der afvikles ved henholdsvis Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).
Uddannelsen er for 30 udvalgte officerer, der har oberst- eller kommandørrang. Prinsen vil modtage undervisning i militærstrategisk ledelse og internationale forhold. Langt de fleste på uddannelsen er fra Frankrig, men der kommer enkelte fra andre lande – og her er prinsen udvalgt.