Joachim taler ud: -Sådan er mit forhold til Frederik
Prins Joachim taler onsdag aften ud - blandt andet om sit forhold til kronprins Frederik.
Gennem flere år har det forlydt, at prins Joachims forhold til kronprins Frederik var nær frysepunktet.
Onsdag aften taler prins Joachim ud – også om sit forhold til sin bror, skriver tv2.dk.
Prins Joachim fortalte i 2008 i bogen “Frederik – kronprins af Danmark”, at han nok havde skuffet sin bror, fordi han ikke havde inddraget og brugt ham mere under sin skilsmisse med Alexandra.
Og så var der senere det, at brødrene sjældent blev set sammen – heller ikke ved sommeropholdet på Gråsten Slot.
Alt dette satte gang i rygterne.
Joachim: -Vi er brødre på samme slemme måde
Men nu forklarer prins Joachim, hvad sandheden bag det hele er:
– Vi griner meget sammen, og vi er brødre på samme slemme måde, som vi også var det i teenageårene. På den måde er det ærgerligt, at der er verserende rygter om, at vi skulle være løbet fra hinanden og decideret være blevet uvenner. Man kan være tæt uden nødvendigvis at være fysisk sammen og uden at kommunikere, fortæller prins Joachim onsdag aften i programmet “Den anden prins”.
Afklaret med rollen i Kongehuset
Prins Joachim er da også afklaret med sin rolle i Kongehuset:
– Min rolle skal være at være Kronprinsens og en dag Kongens bror – hverken mere eller mindre, forklarer prins Joachim i tv-programmet.
Du kan se “Den anden prins” onsdag aften klokken 20 på TV2.