Jesper i chok efter ekspert-melding
Eksperterne kommer på en meget svær opgave i aftenens udgave af Luksusfælden
Der er lagt op til et sandt drama i aftenens udgave af Luksusfælden.
35-årige Jesper har lidt af ludomani og har oparbejdet en gæld på hele 1.274.000 kroner, som han ikke betaler af på.
Blandt andet har han i årevis ikke betalt børnebidrag til sine børn fra et tidligere forhold.
Faktisk står det så grelt til med hans økonomi, at Luksusfældens eksperter Kenneth Hansen og Sesilie Munk, ser gældssanering som den eneste udvej for ham
- Jeg er målløs over, at jeg har været sådan en gris med mine penge. Jeg havde ikke håbet på, at jeg i en alder af 35 år skulle få at vide, at din økonomi er til en gældssanering, lyder det blandt andet fra Jesper i aftenens program.
Bor i en skov
Foruden at være arbejdsløs, har Jesper også været nødt til at tage en alternativ boform i brug.
Hans økonomi er så skrantende, at han har valgt at flytte ud i en skov.
Derudover er han og kæresten Sussie, som han har en datter med, gået fra hinanden.
På trods af den mildest talt forfærdelige økonomiske situation, bruger Jesper dog stadig store summer på vingummi og andre forbrugsgoder.
Om det lykkedes eksperterne at hjælpe Jesper, kan du se i aftenens afsnit af Luksusfælden klokken 20.00 på TV3 og på Viaplay.