Jernhård Lady afløser Roslyng hos håndboldkvinder

Spillerens trivsel er i centrum for Tina Bøttzau, når hun bliver team manager for de danske håndboldkvinder.

Udgivet Opdateret

Tina Bøttzau bliver ny team manager for de danske håndboldkvinder fra 1. april. Det oplyser DanskHåndbold onsdag på sin hjemmeside.

52-årige Bøttzau overtager rollen fra Christina Roslyng, som senest besatte posten. Roslyng stoppede efter VM i december, hvor Danmark vandt bronze.

To OL-guldmedaljer

Bøttzau var en del af 1990'ernes succeshold "De Jernhårde Ladies" og spillede 120 landskampe i perioden fra 1990 til 2000, hvor det blandt andet blev til to OL-guldmedaljer.

Siden dengang har hun uddannet sig som lærer og har en master i trivsel- og ressourcepsykologi fra Aarhus Universitet. 

Glæder sig

Det er noget, hun vil bruge i sin nye rolle.

- Jeg glæder mig til at lære alle spillerne at kende og blive en del af det fællesskab, der er blevet skabt omkring landsholdet de seneste år.

- Der har været en spændende udvikling mellem ledere og spillere, hvor man har skabt en bæredygtig kultur, hvor der er plads til forskelligheder, siger Tina Bøttzau.

Trivsel og velvære

På håndboldforbundets hjemmeside forklares det, at det ikke kun handler om resultater inde på banen, men også om trivsel og velvære.

- Jeg glæder mig til at arbejde med et hold, hvor mennesket, med alt hvad det kan indebære af frustrationer og sårbarhed, og ikke kun elitesportsudøveren, er i centrum, siger Tina Bøttzau.

Jesper Jensen, der er landstræner for de danske håndboldkvinder, får Tina Bøttzau som team manager på holdet. Hun afløser Christina Roslyng (til højre), som stoppede efter VM i december. (Arkivfoto).

Har meget på hjerte

Landstræner Jesper Jensen håber, at Tina Bøttzaus erfaring som spiller og uddannelsesmæssige baggrund kan præge kulturen på landsholdet.

- Tina er tidligere elitespiller og vant til at arbejde med unge mennesker.

- Hun kender til presset omkring et landshold, har meget på hjerte fagligt og menneskeligt og kan på den måde bidrage positivt til hele setuppet, siger landstræneren.

Powered by Labrador CMS