-Jeg har ventet på det her

Den alsidige multiartist er med sin rolle i den biografaktuelle Afdeling Q-film, "Marco Effekten", kommet nærmere ønsket om at udforske dramagenren

Udgivet Opdateret

Da plakaten poppede op på de sociale medier, og traileren tonede frem til den nye Afdeling Q-film, “Marco Effekten”, var der flere, der troede, det var en joke.

Anders Matthesen som Teis Snap stod der. Den succesfulde, men lyssky forretningsmand, som kommer i karambolage med vicekriminalkommissær Carl Mørcks efterforskning af en romadreng, en forsvunden embedsmand og bedrageri af nødhjælpsmidler for millioner.

Men den var god nok.

Anders Matthesen debuterer i sin første rendyrkede dramarolle i “Marco Effekten”, som kan ses i biograferne landet over netop nu.

– Det skal folk jo lige have lov til at bearbejde, lyder det fra Anders Matthesen selv, inden han fortsætter:

– Man ringer jo til mig, hvis man skal bruge en nissemand, en lærervikar, en sjov flyttemand eller sådan noget. Og det har jeg sagt nej til i ti år efterhånden.

– Du kender mig fra standupscenen, men jeg render jo ikke og spiller goofball i hver anden folkekomedie. Det er et bevidst valg, for jeg har ventet på det her, siger han.

Søgte som Pelle Erobreren

Anders Matthesen har været en del af den danske standupscene i mere end 30 år – interessen for skuespil har været der i endnu længere tid.

Som barn var Anders Matthesen med i forskellige former for teaterstykker, som så mange børn er.

Men som tiårig sendte han en ansøgning til titelrollen i Bille Augusts sidenhen Oscar-belønnede og Cannes-hædrede filmatisering af Martin Andersen Nexøs roman “Pelle Erobreren”, til trods for at filmfolkene ledte efter en purk med brunt hår.

Rollen gik som bekendt til Pelle Hvenegaard, men det afholdt ikke Anders Matthesen fra senere at søge ind på Statens Teaterskole.

Det tager de fleste flere forsøg at komme ind, men Anders Matthesen endte kun med at søge den ene gang.

– Jeg trak ikke et lod, da jeg var lille, hvor der stod: “Du skal være komiker, du er pissesjov!”. Jeg har ikke funny bones. Jeg fik bare hul igennem med standup, fortæller han.

DJ And

Anders Matthesen begyndte at rappe som 12-årig under navnet DJ And. Mellem numrene lavede han længere og længere sekvenser og blev opfordret til at deltage i DM i standup.

Han kom på andenpladsen og begyndte at optræde på comedyklubber rundt om i landet og præsenterede siden sit første onemanshow, “Fra ende til Anden”, i 1998.

Det helt store gennembrud kom, da han lavede sketcher til DR’s “Børneradio” og udgav pladen “Hva’ snakker du om?” med en række af indslagene.

Siden har han lavet adskillige anmelderroste shows, udgivet rapplader, lavet julekalenderen “Jul på Vesterbro” og filmatiseret sine “Ternet Ninja”-bøger og fortællingen om “Terkel i knibe”.

Og det er blot et beskedent udpluk af den 45-årige multikunstners omfangsrige repertoire.

Der er ikke langt fra komikken til dramatikken.

Musical og film

I 2004 debuterede Anders Matthesen på de skrå brædder, da han portrætterede rejsekongen Simon Spies i musicalopsætningen “Simon: Spies, Skæg og Ballade”.

Et par år senere spillefilmsdebuterede han i dramaet “Rene hjerter”. I 2009 udkom filmen “Sorte kugler”, som han selv havde både skrevet, instrueret og medvirket i.

I 2011 portrætterede han endnu et folkeklenodie som sidstnævnte i teaterstykket “Kjeld og Dirch: En kærlighedshistorie”. Og forrige år indtog han en af de bærende roller i filmen “De frivillige”.

Det har alt sammen balanceret mellem komikken og dramatikken.

Et dumt svin

I “Marco Effekten” er der første gang ingen genremæssig slinger.

– Jeg er supertaknemlig over at være med og megaspændt, fordi det begynder at minde om noget af det, jeg længe har ønsket mig at få lov at lave, hvor der ikke er nogen tvivl om, om det er komik eller ej. Og det tændte mig meget – det er første gang, at jeg har fået lov at spille et rigtigt dumt svin, siger Anders Matthesen og fortsætter:

– Jeg har ikke spor imod at være sjov. Men jeg kan også godt mærke, at når jeg møder nogle i byen, og de siger et eller andet til mig, og jeg svarer “god weekend”, så griner de. Og sådan synes jeg ikke, jeg er som person, siger han.

– Jeg kan godt lide at lave sjov, men jeg kan mindst lige så godt lide at snakke alvorligt og lave alvorlige ting. Det har været noget, jeg ikke har fået ud af kroppen. Og det har været vigtigere end at være med i hver anden morsomme film.

“En ny farve på paletten”

Når Anders Matthesen siger, at han har fået lov til at være med, betyder det, at han har været igennem en castingproces. Han prøvede på flere roller og fik den som Teis Snap, som markerer en ny farve på paletten – menneskets mørke.

– Jeg har været til mange castinger i mit liv og har fået rådet om at gå derind og give mit bud og så glemme alt om det igen. Det er også den attitude, jeg går ind med. Jeg tænker med vilje, at det nok ikke bliver til noget for ikke at blive for skuffet, siger han.

– Det er ikke mange forundt at leve af sin lidenskab. Det er vanvittigt, lykkeligt og privilegeret. Og det er derfor, man skal prøve at forholde sig ydmygt til det. Det gælder hver gang. Og når der er noget, man ikke får, så må man bare sige: “Nå, jeg kan ikke få hele lortet”.

Men det lykkedes denne gang. Og Anders Matthesen er ikke det eneste nye ansigt i “Marco Effekten”.

Store udskiftninger

Nordisk Film har købt rettighederne til de resterende filmatiseringer og har skiftet holdet ud fra Zentropas fire første filmatiseringer.

Ulrich Thomsen har overtaget rollen som vicekriminalkommissær Carl Mørck fra Nikolaj Lie Kaas.

Zaki Youssef er makkeren Assad, som hidtil blev spillet af den svenske superstjerne Fares Fares, mens Sofie Torp er sekretæren Rose efter Johanne Louise Schmidt.

– Jeg tror, at vi alle sammen lidt har røven i klaskehøjde her, siger Anders Matthesen og fortsætter:

– Jeg har ikke lige så meget på spil, for jeg er jo ikke bærende for filmen og skal ikke måles og vejes op mod arvesølvet. Til gengæld er der så nogle andre øjne, der retter sig mod mig. Om jeg nu kan spille ordentligt, eller om det bliver for fjollet, siger han.

– Nu har jeg afleveret mit bud. Bliver det fundet for let, og man sidder og er ved at grine sin røv i laser, og man slet ikke kan abstrahere fra det, jamen så kan det være, at det ikke kan lade sig gøre.

Corona-stopper

Det er et års tid siden, at “Marco Effekten” blev færdigindspillet i Prag og København efter en udsættelse grundet coronapandemien, som satte en midlertidig stopper for optagelserne.

Anders Matthesen har spenderet meget af sin tid i familiens kælder, hvor han har nørklet med musik, færdiggjort efterfølgeren til “Ternet Ninja”, som får premiere i sensommeren, og så har han skrevet løs.

Der er ikke kommet en eneste joke ned på papiret, fortæller Anders Matthesen. Men skriblerierne har udmundet sig i den komiske coachingbog “Livsstil er en livsstil”, der udkommer til efteråret.

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden byder på, andet end at jeg sikkert skal lave et show igen på et tidspunkt. Jeg lader lysten bestemme. Men jeg har lært at blive lidt mere strategisk og sætte tingene lidt mere i system, men ikke som et skoleskema, for jeg giver mig selv lov til at være der, hvor jeg har hul igennem, fortæller Anders Matthesen.

– Det var ikke noget problem at lave fem ting ad gangen, da jeg var i 20’erne. Der sad jeg bare oppe om natten. Det kan du ikke, når du har tre unger og en kone. Så kan du ikke komme og sige: “Nu tager jeg til Prag og laver film. Og når jeg kommer hjem, vil jeg i øvrigt pissegerne til Malk de Koijn-koncert, være med i en podcast og lave open mic-aften hver onsdag”. Det går ikke. Eller det går ikke med det liv, jeg har. Og det er måske noget, man kunne savne lidt. Men det er sådan, det er.

– Jeg tror måske, at man med alderen bliver lidt bedre til at håndtere det. “Du skal ikke være sjov lige nu. Men du kommer ud næste år. Så nu må du lige gå ind og tage opvasken og slappe lidt af”. Det kunne jeg ikke, da jeg var yngre. Der kunne jeg simpelthen ikke sove, hvis ikke jeg kom ud med det.

Hver ting til sin tid, fortæller han.

– Jeg kan godt lide, at der er forskellige gryder i kog, som selvfølgelig har lidt med hinanden at gøre. Jeg kommer nok ikke til at lave en donutshop på Gammel Kongevej. Det skal helst have et eller andet at gøre med at mærke det, der kommer tilbage fra folk, siger han.

– Jeg kan i virkeligheden godt lide at høre folk, hvad end de griner eller græder – når man giver dem en kildetur på den ene eller anden måde.

“Marco Effekten” kan ses i biograferne landet over.

Powered by Labrador CMS