-Jeg gik i chok

Influenceren Emili Sindlev og hendes makker, Mads Vad, går ud af "Vild med dans" med et venskab for livet.

– Det er sindssygt mærkeligt, for jeg var så klar til at stå tidligt op søndag for at træne. Jeg er gået ind i det her med tusind trillioner kilometer i timen, siger influenceren Emili Sindlev, som er ude af “Vild med dans” med makkeren Mads Vad lige inden finalen. – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De har været dommernes favoritter hele vejen igennem “Vild med dans” og indkasseret titaller efter titaller.

Men lørdag aften var det slut for influenceren Emili Sindlev og hendes makker, Mads Vad.

Parret fik ikke nok sms-stemmer til at indløse en billet til kulminationen på sæsonen næste lørdag, hvor finalen finder sted.

– Jeg gik fuldstændig i chok lige bagefter. Det føltes som at få trukket gulvtæppet væk. Det hele sluttede bare på et sekund. Det gik meget hurtigt, og det var svært at forstå, lyder det fra Emili Sindlev.

– Men det er, som det er, og lige nu sidder Mads og jeg begge to og smiler – næsten mere end nogle af de andre. Vi er meget stolte over at være nået hertil, siger den 24-årige Instagram-stjerne.

Stemt ud af seerne

Som bekendt tæller dommernes point halvdelen af afgørelsen, mens seernes sms-stemmer afgør resten.

– Det, Mads og jeg har leveret, er så tusind gange stærkere og vildere, end hvad den pokal ville have kunnet bevise. Og til gengæld tager jeg et venskab med mig, som jeg aldrig ville have fået ellers, så fuck den pokal.

– Jeg er sindssygt stolt af min egen præstation og den måde, Mads har håndteret det hele på, og det, han har fået mig til, understreger Emili Sindlev.

– Det er et underholdningsprogram og ikke et danseprogram, og som Mads har sagt før, så har folks deres forskellige favoritter i deltagerne og danserne.

Mads Vad, som har vundet “Vild med dans” i 2010 med vejrværten Cecilie Hother og igen i 2013 med bordtennisspilleren Mie Skov, er helt enig.

– Efter jeg kom tilbage fra min barsel, ville jeg bare gerne ind og lave noget nyt og noget vildt, som ikke var set før. Og Emili har lavet noget, vi aldrig har set før i “Vild med dans”, siger den 36-årige dansestjerne.

– Hun har danset på så højt et niveau, at vi kunne gå direkte ind i “Dancing with the Stars” i USA og slå hele lortet, og det er jeg så stolt over.

Tydeligt rørt

Mens Emili Sindlev var tydeligt berørt over exittet, havde Mads Vad overskud til at lykønske finalisterne.

– Hvis man vil være en vinder, skal man også kunne håndtere, hvis man ikke vinder. Men vi er selvfølgelig mega, mega ærgerlige, siger han.

– Vi har knoklet hele ugen og hele sæsonen for at få lov til at komme til finalen, som vi alle sammen gerne vil. Men jeg tror, at vi allerede nu er begyndt at tænke over, hvad vi har lavet på gulvet de sidste 11 uger, og det er jeg simpelthen rent fagligt så ekstremt stolt over.

Emili Sindlev kalder parrets 11 uger i “Vild med dans” for den vildeste rejse.

– Jeg tager noget selvtillid og gå-på-mod med mig og forståelsen af, at det er okay ikke at være god til alting, men at øvelse gør mester, siger hun.

– Hårdt arbejde betaler sig. At det ikke betalte sig hele vejen til finalen, det er så sådan, det er.

Kampen om titlen og trofæet kommer til at stå mellem Badehotellet-stjernen Merete Mærkedahl og partner Thomas Evers Poulsen, skuespilleren Albert Rosin Harson og partner Jenna Bagge samt skuespillerinden Nukâka Coster-Waldau og partner Silas Holst.

Finalen løber af stablen næste lørdag og kan ses på TV2 fra klokken 20.35.

Powered by Labrador CMS