- Jeg er landet på rette hylde
Annemette Voss har ikke fortrudt, at hun sidste år forlod hovedstaden
Efter 24 år i København tog Annemette Voss sidste år et stort skridt ved flytte med familien til Vejle.
Ved 'Soeren Le Schmidts Støt Brysterne'-arrangement i 'Designmuseet' for nylig fortalte hun, at beslutningen har vist sig at være den helt rigtige.

- Det går vildt godt. Jeg frygtede, det skulle blive en svær proces, inden vi tog af sted. Men det har vist sig at være den dejligste og nemmeste omvæltning, sagde den 41-årige bagedyststjerne og iværksætter til Kendte.dk.
Hun understregede, at hun stadig føler sig knyttet til hovedstaden.
Mere ro på
- Jeg føler mig bestemt også hjemme i København, men det er gået op for mig, at man godt kan have to hjem. I København har jeg mange sofaer at sove på, forklarede hun med et smil.
Selvom hun jævnligt er i København, mærker hun en tydelig forskel i hverdagen efter flytningen til det jyske.
- Der er kommet rigtigt meget mere ro på i mit liv. Der er bare et andet tempo i Jylland, som bare kan noget, forklarede Annemette Voss, der driver webshoppen 'All by Voss' fra sit nye hjem i Vejle.
