-Jeg er god til at ryste røv

Vicky Knudsen fra TV2-programmet "1 døgn, 2 hold, 3 dyr" skal være med i årets udgave af dansedysten.

Vicky Knudsen skal forsøge at gøre skuespiller Jakob Fauerby og hans dansepartner, Silas Holst, kunsten efter. Sidste år vandt de to nemlig “Vild med dans”. (Arkivfoto) – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt har hun styr på dyr, men nu skal biologen og naturformidler Vicky Knudsen til at have styr på hæl og tå.

Den 34-årige biolog, der er blandt deltagerne i TV2-programmet “1 døgn, 2 hold, 3 dyr”, går nemlig på gulvet i årets udgave af “Vild med dans”. Det annoncerer TV2.

Artiklen fortsætter under videoen

Vicky Knudsen beskriver sig selv som en naturnørd, der “gerne stikker hænderne i en kolort og leder efter møgbiller, men også elsker kjoler”.

– Jo mere farve, glitter, glimmer, puf og skørter, der vælter frem og tilbage, jo bedre. Det er jeg helt tosset med, siger hun til tv2.dk.

Også musikaliteten har hun på plads.

Hun er nemlig altid den første ude på dansegulvet, så snart der bliver tændt for musikken, og det er klart en af hendes forcer, fortæller hun videre.

– Jeg har løse hofter, og jeg er god til at ryste røv, siger Vicky Knudsen til tv2.dk.

– Det er kun dejligt, at der er nogen, der gider at kigge på mig – hvis de altså gider at kigge på mig, lyder det fra den danseglade biolog.

Foruden at medvirke i “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” på TV2 er Vicky Knudsen også vært på det naturvidenskabelige radioprogram “Vildt naturligt” på P1 sammen med kollegaen Johan Olsen, der også er kendt som frontmand i Magtens Korridor.

De øvrige offentliggjorte kendisser i årets “Vild med dans” består af skuespiller Janus Nabil Bakrawi, dansktopsangerinde Hilda Heick og den pensionerede dancehall-stjerne Wafande.

Også tv- og radiovært Sara Bro, Badehotellet-skuespillerinde Merete Mærkedahl og den 18-årige skuespiller Albert Rosin Harson, kendt fra TV2’s julekalendere “Tinkas juleeventyr” og “Tinka og kongespillet”, er med i årets udgave af dansedysten.

“Vild med dans” får premiere på TV2 den 2. oktober.

Powered by Labrador CMS