-Jeg elsker det stadig

Den verdenskendte musiker Neil Young er kendt for at bevæge sig mellem flere musikalske genrer. Og med stor succes. Torsdag den 12. november fylder han 75 år.

Torsdag den 12. november fylder den canadiske musiker Neil Young 75 år. (Arkivfoto) – Foto: Mario Anzuoni/Reuters.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han er kendt for både den støjende rock og de stille sange.

Neil Young, som er fra Canada, har haft musikken som levevej i mere end fem årtier.

Artiklen fortsætter under videoen

Torsdag den 12. november fylder han 75 år.

Den lange musikalske karriere har gjort, at Young anses for at være en af de mest indflydelsesrige musikere og et af de største rockikoner, verden har set.

Han blev født i den canadiske by Toronto. Allerede fra barnsben havde Young flair for at synge og spille.

Men for at få råd til sin passion måtte han holde sig travlt beskæftiget.

Neil Young har fortalt, at han både måtte gå med aviser og sælge æg fra baghavens høns, for at pengene kunne række.

Her begyndte det

Som 18-årig blev Young en del af det lokale teenageband The Squires. Dermed begyndte han kunstneriske karriere.

Men det var først efter 12 år som aktiv musiker, at han ramte de amerikanske hitlister med sangen “Harvest” i 1972.

Siden har Young slået sit navn fast på den musikalske scene med over 40 studiealbummer.

Han er blevet elsket for sin musikalske alsidighed ved både at spille den tunge rock med lange guitarsoloer og stille folk-inspirerede numre.

Neil Young har samtidig fastholdt barndommens arbejdsflid.

Det betyder, at den ene pladeudgivelse bliver afløst af den næste, der så bliver afløst af et sideprojekt.

Herefter starter det forfra igen. Igennem årene har han været i en række bands som Crazy Horse, Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash & Young.

Besøgt Danmark

Og Young stopper ikke foreløbig.

– Jeg elsker det stadig, fortalte han for tre år siden.

Neil Young har jævnligt besøgt Danmark og har spillet flere gange på Roskilde Festival siden 90’erne.

For seks år siden blev han skilt fra sin hustru, Peggy Young, som han havde været sammen med i 36 år. Han er far til to sønner og en datter.

Powered by Labrador CMS