Jay-Z om sit forhold: Det var ikke helt bygget på ærlighed

Rapperen Jay-Z fortæller i en ny video mere om, hvad der gik galt i hans forhold til hustruen Beyoncé.

Beyoncé og Jay-Z. Foto: Adam DAVY/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I juni blev familien udvidet med to nye arvinger for verdensstjernerne Beyoncé og Jay-Z, efter at stjernesangerinden i februar afslørede på det sociale medie Instagram, at hun var gravid med tvillinger.

Før de lykkelige familienyheder så dagens lys, florerede rygterne om, at der var knas i popstjernens og rapperens ægteskab.

Rygterne tog særligt til, efter at Beyoncé sidste år udgav sit overraskelsesalbum “Lemonade”, og både anmeldere, fans og andre musikinteresserede var overbeviste om, at hun på albummet sang om sin mands utroskab.

I slutningen af juni i år lavede Jay-Z samme stunt, da han overraskede sine fans ved at udgive et nyt album ud af det blå, og her var der hentydninger til forholdet og hustruens album i sangteksterne.

Nu sætter den 47-årige rapper lidt flere ord på, hvad der gik galt i forholdet, og hvordan han og Beyoncé formåede at bygge det op igen.

Det sker i videoen “Footnotes for 4:44”, der er delt på Jay-Z’ streamingtjeneste, Tidal. Her taler Empire State of Mind-rapperen om albummets titelsang sammen med kendisser som Chris Rock, Jesse Williams, Will Smith og Kendrick Lamar.

– Jeg løb bare ind i det her sted, og vi byggede dette store, smukke palæ af et forhold, som ikke helt var bygget på 100 procents ærlighed, og det begynder at revne. Ting begyndte at ske, som offentligheden kan se, siger han i videoen uden at nævne Beyoncés navn.

– Så vi var nødt til at komme til et punkt, hvor vi sagde “okay, riv dette ned, og lad os starte fra begyndelsen”. Det er den hårdeste ting, jeg nogensinde har gjort. De fleste mennesker er ikke villige til at gå igennem det og giver op, fortsætter han.

Den grammyvindende musiker fortæller desuden, at hans kendte hustru lyttede hele det personlige album igennem, før det blev udgivet.

Beyoncé og Jay-Z mødte hinanden i 2001, før de udgav deres første nummer, “03 Bonnie & Clyde”, sammen, og siden begyndte de at date.

I 2008 giftede parret sig, og i 2012 kom datteren Blue Ivy, der i juni blev storesøster til to små rollinger, til verden.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS