Ingen tid til bryllupsrejse: Harry og Meghan trækker i arbejdstøjet

Det nygifte britiske prinsepar vil ikke have lang tid til at nyde den nye tilværelse som ægtefolk i private rammer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når prins Harry får sin Meghan, og Meghan får sin prins Harry 19. maj, vil det nygifte par ikke have meget tid til at fejre deres nye status som ægtefolk i private rammer. Der bliver nemlig ikke tid til en klassisk bryllupsrejse lige efter brylluppet, skriver The Telegraph.

Det nygifte par vil i stedet stå klar til at passe deres officielle pligter ved et officielt arrangement blot to dage efter brylluppet. Det er endnu ikke officielt, præcist hvilket arrangement, der er tale om, men ifølge The Telegraph vil arrangementet lægge linjen for det royale ægtepars fremtidige arbejde og have med en form for velgørenhedsarbejde at gøre.

Prins Harry og Meghan Markle vil umiddelbart efter deres vielse få tildelt nye titler af dronning Elizabeth, og de vil tilbringe bryllupsnatten på Windsor Castle ligesom en stor del af den øvrige kongelige familie.

Parret vil tage på en privat bryllupsrejse på et tidspunkt senere på året.

Powered by Labrador CMS