Ingen kære mor: TV-vært er ude af Vild med Dans
"Vild med dans" har nu kun fire par tilbage i konkurrencen, der finder sin vinder den 23. november.
Sidste uge var alle par fredede i “Vild med dans”, da showet samlede ind til “Knæk Cancer”, men fredag aften var alvoren tilbage i danseprogrammet.
Her var der ingen kære mor, og det betød, at det blev den allersidste dans for tv-værten Signe Lindkvist og hendes partner, Thomas Evers Poulsen.
Parrenes point og seerstemmer for aftenen var blevet lagt sammen med ditto fra sidste uge. Det betød, at parret i første omgang røg i omdans mod rapperen Lucy Love og Michael Olesen, før de altså trak det korteste strå og færrest seerstemmer.
Dermed er der nu fire par tilbage i konkurrencen, for i ugens løb måtte den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen trække sig fra showet grundet en fibersprængning, der blev ved med at drille.
TV2 havde i år meldt ud, at finalen, der finder sted i Horsens den 23. november, ville blive en dyst mellem tre par, men fordi Rolf Sørensen har trukket sig, vil der kun være to par i finalen. Sådan har det også været i tidligere sæsoner.
Det er 15. gang, TV2 sender “Vild med dans”.