Imponerende: Dansk film vinder prestigefyldt pris i USA

Producer Søren Steen Jespersen kalder prisen til "De sidste mænd i Aleppo" for en stor anerkendelse.

Den dansk-syriske dokumentar “De sidste mænd i Aleppo” fik en jurypris for dokumentarfilm ved Sundance Film Festival i USA. Instruktørerne Steen Johannessen (th) og Feras Fayyad Foto: GEORGE FREY/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den dansk-syriske dokumentar “De sidste mænd i Aleppo” er blevet hædret med en jurypris for dokumentarfilm ved Sundance Film Festival i USA.

Filmen var en af 12 nominerede i kategorien ved festivalen, der er en af verdens mest prestigefyldte.

“De sidste mænd i Aleppo” handler om tre mænd, der kæmper for redningstjenesten De Hvide Hjelme med livet som indsats i den krigsramte syriske by.

De svære omstændigheder, som dokumentaren er filmet under, gør det ekstra stort at vinde prisen, fortæller producer Søren Steen Jespersen.

– Det er en kæmpe forløsning og anerkendelse at få det her klap på skulderen. Det siger, at det her er en vigtig film, siger han.

Syriske Feras Fayyad har instrueret filmen, mens danske Steen Johannesen er co-instruktør.

Farlige optagelser

Danske Larm Film har produceret den i samarbejde med Aleppo Media Center. Det har til tider været livsfarligt for produktionsholdet i Syrien, fortæller Søren Steen Jespersen.

– Det er en helt ekstrem situation, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at filme i et miljø, som er så farligt. Det er en fantastisk bedrift af de unge gutter i Aleppo Media Center, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS