Ildkugle: Danskere så lysglimt og hørte brag

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag aften lyste himlen op og flere hørte brag over Sjælland, skriver newsbreak.dk.

For blot fire dage siden blev en ildkugle med en hale i flere nuancer set af folk i store dele landet, og nu har endnu et legeme på himmelen skabt forundring og betagelse blandt mange danskere. Mange personer fra især Sjælland beretter til flere medier om et kæmpe lysglimt og på himlen omkring klokken 22. Flere hørte også et brag i forbindelse med, at himlen blev lyst op.

Brian Nielsen, der bor i Jyllinge ved Roskilde Fjord, fortæller om sin oplevelse, da han lørdag aften stod uden for og røg en cigaret, til dr.dk:

– Pludselig bliver det hele bare lyst. Det var det vildeste, jeg nogensinde har set. Jeg er helt chokeret, siger han.

Formentlig en meteor

Der er højst sandsynlig tale om en meteor, siger professor ved Niels Bohr Instituttet ved Københavns Univsersitet Johan Peter Uldall Fynbo til eb.dk.

– Hvis folk har hørt noget, tyder det på, at den har været stor og den er faldet ned over eller omkring Danmark. Hvis den er faldet ned på land og kan findes er det uhyre spændende. Hvis vi kan finde den kan vi lære nyt om solsystemet og dets oprindelse. Det er meget interessant, siger han til eb.dk.

I alt har i hvert fald flere hundrede personer berettet på både sociale medier og nyhedsmedier om, at de har oplevet lysglimt eller brag.

Har du set noget? Så skriv gerne din oplevelse i kommentarfeltet nedenunder…



Powered by Labrador CMS