Richard Ragnvald skal til dobbeltbegravelse efter vennepars død
Sangeren nåede heldigvis at sige farvel
Richard Ragnvald skal på lørdag tage afsked med to nære venner på én gang.
Den tidligere radio- og tv-læge Carsten Vagn-Hansen døde i mandags, 87 år gammel - blot tre dage efter sin hustru Joan Vagn-Hansen.
Sammen i 65 år
Parret havde været sammen i 65 år.
Læs også: Kendt DR-læge er død
For 78-årige Richard Ragnvald kommer dødsfaldene meget tæt på.
- Vi har været venner i så mange år - rigtig gode venner, siger Richard Ragnvald til Kendte.dk.
For bare en måneds tid siden lagde han vejen forbi parret på et plejehjem i Sønderjylland.
Stirrede ud i luften
- Joan kunne ikke snakke længere, men stirrede ud i luften. Carsten virkede ved godt mod og takkede for, at jeg lagde vejen forbi.
Det skulle vise sig at blive sidste gang, han så dem.
- Datteren Mette ringede til os om begravelsen af Joan. Og i går skrev hun, at nu skal vi til dobbeltbegravelse. Så det var et stort chok, afslører Richard Ragnvald
Venskabet mellem dem går mange år tilbage.
Mødtes i Aarhus
- For mange år siden mødtes vi til en festlighed på DK4 i Aarhus. Senere så vi hinanden ret tit som en del af en klike, og vi har været til mange fester sammen.
I dag er der kun få tilbage fra den gamle vennekreds.
- Nu er de sgu døde alle sammen på nær Vibeke og jeg. Så det er lidt trist.
Parrets store engagement i andre mennesker har også gjort indtryk.
Mor og far for flygtninge
- De var også noget, der lignede reservemor og -far for 200 vietnamesiske bådflygtninge, supplerer sangerens hustru Vibeke.
Derfor forventer hun også, at mange vil møde op for at sige farvel.
Dobbeltbegravelsen finder sted på lørdag i Skibet Kirke ved Vejle.
Carsten Vagn-Hansen blev kendt blandt danskerne som radio- og tv-læge gennem programmer som 'Spørg om sundhed' og senere P4-panelet, hvor han i mange år formidlede lægefaglig viden til lytterne.