Hvorfor hjælper ingen mig?

Jacob Lohmann balancerer en tilværelse som skuespiller med rollen som far til to helt små børn. Og det er ikke altid lige let, fortæller han.

Udgivet Opdateret

Spænding og paranoia præger tredje sæson af thrillerserien "Den som dræber - fanget af mørket", hvor vi kommer helt tæt forbrydelserne.

Den erfarne psykolog og ekspert i gerningsmænd Louise Bergstein, spillet af Natalie Madueño, er atter tilbage. Denne gang er der brug for hendes ekspertise i forbindelse med et brutalt mord på et par i København.

En smuk tanke

Et økologisk landbrug i Vestjylland bliver ved med at dukke op i efterforskningen. Landejendommen fungerer samtidig som et kollektiv, og et spind af mystiske hemmeligheder begynder langsomt at blive trevlet op.

Skuespilleren Jacob Lohmann spiller Jon, der ejer landbruget.

- Jon har et meget smuk tanke med det her landbrug. Han giver det alt, hvad han har, og han er vældig idealistisk i sin tankegang, siger Jacob Lohmann.

Magtsyg stemning

Men landejendommen har økonomiske problemer, og hierarkiet blandt beboerne styres med hård hånd.

- Det er lidt sådan, at enten indordner man sig, og ellers bliver man udsluset af nettet på et tidspunkt. Så det er lidt en fordrejet og magtsyg stemning, siger han.

Ud over "Den som dræber - fanget af mørket" kender man den 49-årige skuespiller fra flere andre serier og film. Han spiller politibetjent i "Shorta" fra 2020 og finansiel svindler i "De frivillige" fra 2019.

Midt i stormvinden

I 2020 vandt han en Robert-pris for sin rolle i tredje sæson DR-dramaet "Bedrag".

Men selv om rampelyset skinner på Jacob Lohmann, når han er på arbejde, er det nogle helt andre, der indtager hovedrollerne derhjemme.

Nemlig hans treårige søn, Carl, og datteren Ida på et år.

- Vi står lige midt i stormvinden lige nu. Men det er også sjovt og skønt, og det er alt muligt. Det er bleer og store følelser. Det er behov, behov og masser af behov, der skal dækkes, siger Jacob Lohmann og griner.

Intet overskud

Overskuddet i hverdagen ligger i øjeblikket på et meget lille sted, fortæller den garvede skuespiller.

- Der er ingen søvn, og man kaster sin mad ind i hovedet, fordi man skal koncentrere sig om dem, og så har du arbejde og alt muligt andet. Alt det, man skulle, før man fik børn, er der jo stadigvæk, siger han og fortsætter:

- Det er virkelig dit eget valg, men man sidder alligevel nu og da og tænker: "Helt ærligt, hvorfor helvede er der ikke nogen, der kommer og hjælper mig?"

Bundet til øjeblikket

Men de tyndslidte nerver bliver i den grad blødgjort af glæden, som de små daglig bringer med sig, understreger Jacob Lohmann.

- Jeg har aldrig oplevet noget, der binder én så meget til øjeblikket som det at få børn. Så jeg er virkelig i en tid nu her, hvor jeg er dybt, dybt privilegeret og taknemmelig.

Vildt at se

- Midt i underskuddet og midt i de røde morgenøjne, der hænger, er det bare højdepunkt for højdepunkt, fordi det er så vildt at se sådan nogle små størrelsers udvikling, siger han.

Tredje sæson af "Den som dræber – fanget af mørket" kan streames på Viaplay lige nu.

Privat danner Jacob Lohmann par med Louise Hauberg Lohmann. Sammen har de to børn på henholdsvis tre og et år. (Arkivfoto).
Privat danner Jacob Lohmann par med Louise Hauberg Lohmann. Sammen har de to børn på henholdsvis tre og et år. (Arkivfoto).

JACOB LOHMANN

Jacob Ulrik Lohmann er en dansk skuespiller. Han er søn af skuespilleren Lars Lohmann. Han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2002. Efterfølgende var han tilknyttet Aalborg Teater frem til 2004, hvor han bl.a. havde roller i Købmanden i Venedig, King Lear og Jesus Christ Superstar.

Kilde: Wikipeida
Powered by Labrador CMS