Husker du? Nytårstalen gennem årene

Dronning Margrethe holder traditionen tro sin nytårstale den 31. december 2018 - tag et blik tilbage på de tidligere her.

Offentliggjort Sidst opdateret

For millioner af danskere er dronningens nytårstale en fast tradition. Der skåles over et glas bobler mens majestæten får lov at fortælle, hvad året har budt på.

I år forventes en markant tale – efter et år, hvor dronning Margrethe har oplevet store op- og nedture i sit liv. Mest markant naturligvis tabet af sin mand, prins Henrik, der døde i februar.

Men også hendes søns fødselsdag, og måden, landet fejrede ham på, vil fylde meget.

Godt tre måneder senere fyldte kronprinsen 50 år, og det blev fejret både folkeligt med Royal Run og med gallamiddag på Christiansborg Slot. Begge begivenheder vil sætte deres præg på nytårstalen, vurderer to eksperter i kongehuset.

– I talen ser dronningen tilbage på året, der er gået. Prins Henriks død var en indgribende begivenhed i hendes liv, og det samme var den for mange danskere, siger historiker Michael Bregnsbo, der blandt andet forsker i hofliv på Syddansk Universitet.

Et fast holdepunkt

Dronningen har som bekendt holdt sin nytårstale hvert eneste år, siden hun blev kronet i 1972. Vi har i galleriet ovenfor samlet billeder af de fleste af dem. Klik dig igennem galleriet og husk tilbage på, hvad dronningen har sagt af vise ord.

De fleste år holder dronningen nytårstalen fra sit arbejdsværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, men slotspladsen er gravet op for at få plads til store rør, der skal medvirke til at sikre hovedstaden mod fremtidige oversvømmelser.

Derfor taler dronningen i stedet på Fredensborg Slot.

Det har tidligere været nødvendigt at holde nytårstalen fra Fredensborg Slot i 1979, 1980, 2014 og senest i 2015.

Dronningens nytårstale

Læs her mere om traditionen:

* Den kongelige nytårstale blev første gang sendt i radioen under tyskernes besættelse i 1941 under kong Christian X.

* Kong Frederik IX fortsatte med radiomediet, indtil han i 1959 som 60-årig blev den første danske monark, der holdt en nytårstale, som blev transmitteret på tv.

* Dronningen er fortsat med at holde tv-transmitterede taler. De varer fra 11 til 13 minutter. Det er den eneste gang i løbet af året, hvor dronningen taler direkte til hele nationen.

* I 2010 transmitterede Danmarks Radio for første gang nytårstalen til hele verden via dr.dk. Dermed kunne danskere bosiddende i udlandet følge talen direkte.

* Arbejdet med nytårstalen foregår sådan, at en embedsmand fra Statsministeriet sender en stikordsliste til Amalienborg i oktober. Den indeholder mulige emner, som dronningen kan tage op. Når hun har gennemarbejdet talen, bliver den sendt til godkendelse i Statsministeriet.

* Normalt taler dronningen fra sit modtageværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.

* Nytårstalen er dog undtagelsesvist blevet holdt på Fredensborg Slot. Det sker i år på grund af gravearbejde på slotspladsen ved Amalienborg. I 2015, 2014, 1980 og 1979 skete det på grund af renovering af selve slottet.

null

Nytårstalen starter – naturligvis – klokken 18.

Powered by Labrador CMS