Hun scorer kassen - hver gang

Hun er kendt for at portrættere mange forskellige typer af kvinder. Den 23. februar bliver Emily Blunt, der snart er aktuel i ny film om atombombens far, 40 år

Udgivet Opdateret

Barnepige, benhård soldat, alkoholiseret kvinde og snobbet modeskribent.

Rollelisten er lang gennem Emily Blunts karriere.

En gennemgående ting, for hendes liv på det store lærred, er, at hun spiller på et bredt register.

Senere i år kan biografgængere opleve den charmerende skuespiller, der fylder 40 den 23. februar, i en af årets mest ventede film.

Spiller hustru

Hun er således med i Christopher Nolans nye film, "Oppenheimer".

Her spiller hun hustru til den berømte amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer, der især er kendt som "atombombens far".

Blunt har fået til opgave at vække Katherine "Kitty" Oppenheimer til live i det store Hollywood-drama, der har et budget på over 100 millioner dollar, eller lige godt 700 millioner danske kroner.

Blandt de bedst betalte

Og Emily Blunt er da også at finde på listen over verdens bedst betalte skuespillerinder.

Hendes helt store gennembrud kom i 2006, da hun spillede snobben med den britiske accent i "The Devil Wears Prada" sammen med blandt andet Meryl Streep.

Siden er der fulgt en lang række roller, heriblandt rollen som den alkoholiserede Rachel i "Kvinden i toget", der indbragte hende en Bafta-nominering for bedste kvindelige skuespiller.

Stammede meget

Som barn stammede Blunt meget. Det lagde en stor hæmsko for hendes sociale evner. I dag er hun ambassadør i American Institute for Stuttering, hvor hun hjælper unge, der stammer, til at komme ud over kanten.

Hun har formået at slå sit navn fast i Hollywood, hvor hun giver sig i kast med alt fra historiske dramaer over actionfyldte blockbustere til familiefilm.

Nu er det første gang, hun træder ind i Christopher Nolans spektakulære univers. Han er ellers en instruktør, der er kendt for at bruge et ret fast ensemble.

Den britisk skuespiller Emily Blunt fylder 40 år torsdag den 23. februar. (Arkivfoto).
Den britisk skuespiller Emily Blunt fylder 40 år torsdag den 23. februar. (Arkivfoto).

Andre store stjerner

I "Oppenheimer" kommer Blunt til at spille over for stjerner som blandt andre Cillian Murphy, Matt Damon og Robert Downey Jr.

Privat danner hun par med skuespillerkollegaen John Krasinski, som hun har to børn med. De spiller desuden sammen i de postapokalyptiske gyserfilm "A Quiet Place" nummer et og to.

Powered by Labrador CMS