Hun er nummer 1
Meghans børnebog 'The Bench' er strøget helt til tops på New York Times bestsellerliste for børne-billedbøger
Hertuginde Meghans debut som børnebogsforfatter er angiveligt faldet i god jord i USA. I rigtig god jord endda.
I hvert fald er hendes bog ‘The Bench’ – ‘Bænken’ på dansk – blot et par uger efter den udkom, strøget helt til tops på New York Times’ bestsellerliste for børne-billedbøger.
Det skriver People.
Takker og forklarer
Successen har nu fået Meghan til at fare til tasterne og skrive et lille indlæg om bogen og en tak for den store interesse for den på sin og prins Harrys website Archwell.com.
– Da jeg kom i gang med det, der er en kærlighedserklæring til min mand og søn, blev jeg inspireret af at opdage, hvordan universelle temaer som kærlighed, tilstedeværelse og inddragelse vinder genklang overalt. Hvordan vi på mange måder begynder at forfølge en mere empatisk og retfærdig verden med disse kerneværdier, skriver hun blandt andet.
Hun fortæller også om, hvordan hun i bogen har skildret en anden side af maskuliniteten. Følelser og blødhed – og om at forme verden, som så mange gerne ser den for deres børn.
Lilibet er der også
Meghan har tidligere forklaret, at bogen er inspireret af et farsdags digt, hun skrev til Harry i 2019, kun få uger efter deres søn Archie kom til verden.
Mens Harry og Archie via illustrationer er afbildet i bogen af flere omgange, synes også parrets datter, Lilibet Diana, som blev født den 4. juni at have fået plads.
I hvert fald ser bogens sidste illustration ud til at være inspireret af familiens liv i Californien. Her sidder Harry sammen med Archie på ‘The Bench’ og fodrer kyllinger, mens en kvinde iført solhat står i haven med en baby i en slynge.