Hovednavn skuffede fælt på Roskilde

Klichéfyldt og spild af tid. Sådan lyder anmeldernes dom over Travis Scotts optræden på Roskilde Festival.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ikke megen begejstring at spore i anmeldernes dom af Travis Scotts koncert på Orange Scene på Roskilde Festival natten til fredag.

– Travis Scott opnåede næsten at smadre sit repertoire med klichéfuld nattekoncert, skriver Ekstra Bladets anmelder.

– Med et typisk flagrende, rodet og rastløst zappende rapshow levede Scott op til alle ens fordomme om segmentets beherskede sans for at levere varen, og den populære texaner gjorde en hel del for at skjule, han har talent.

Alligevel kvitterer Ekstra Bladet med tre ud af seks stjerner.

Det skyldes ifølge avisen den amerikanske rappers succesalbum “Astroworld” fra sidste år, hvis psykedeliske lyd dog var svær at omsætte til scenen.

“Spild af tid”

Endnu mere skuffelse er der at spore hos B.T.’s anmelder, der kalder koncerten “spild af tid” og kun kan svinge sig op til at give to ud af seks stjerner.

– Travis Scott, der autotunet lød som en lidt kedelig udgave af Kanye West, piskede fremad i højt tempo med masser af attitude, klichéfyldte pistolskud og et par “what up Denmark” til massernes store begejstring, skriver B.T.

Særligt tidspunktet for koncerten får kritik, for ifølge B.T. bør torsdag aften klokken et om natten på Orange Scene byde på en fest af de helt store.

– I stedet fik man en uforløst, skrabet hiphop-koncert, hvor der ikke var ét eneste fællesskabsøjeblik, og hvor man kan undre sig over, hvordan faen Travis Scott kunne ende øverst på plakaten.

Artiklen fortsætter under videoen

Mere tilfreds med oplevelsen er Soundvenues anmelder, der giver fire ud af seks stjerner.

– Det imponerende ved Travis Scotts Orange-show var faktisk, at han havde en fantastisk sans for timing, og ikke bare gik efter den nemme forløsning, skriver mediet.

Men selv om Travis Scott ifølge Soundvenue med timing, energi og visuel dynamik havde “publikum i sin hule hånd”, var der alligevel noget hult ved koncerten. Blandt andet fordi, at hans stemme var anonym og lød autotunet.

Powered by Labrador CMS