'Hjerne-Madsen' toner frem på skærmen igen

Peter Lund Madsen nåede at medvirke i nyt program på DR inden sin død

Offentliggjort

Den kendte læge Peter Lund Madsen døde 10. august i år, men ikke desto mindre nåede han at medvirke i et kommende program på DR om Danmarkshistorien.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Sammen med sin bror, Anders Lund Madsen, nåede lægen, psykiateren og tv-personligheden, populært kaldet "Hjerne-Madsen", at være med i optagelserne af tv-udsendelsen "Kampen om danmarkshistorien".

Programserien begynder 3. november, og i sjette afsnit vil de to brødre medvirke i programmet, der er optaget på Kronborg Slot.

Peter Lund Madsen, der afgik ved døden 10. august, nåede at medvirke i et DR-program om danmarkshistorien.

Et særligt sted

I udsendelserne skal de medvirkende løse gåder og opgaver, der handler om forskellige kapitler i danmarkshistorien. Hvert afsnit tager udgangspunkt i en bestemt tidsperiode og et særligt sted.

Blandt de øvrige medvirkende er politiker Ida Auken, komiker Lasse Rimmer og tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Peter Lund Madsen døde i en alder af 65 år.

Han var på vej på cykel fra Havnsø til København, da han fik et ildebefindende.

Død ved ankomsten

Forbipasserende fandt ham i vejkanten og alarmerede politiet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men var død ved ankomsten.

Peter Lund Madsen specialiserede sig som læge i hjernen og fik blandt andet en doktorgrad for sine studier af hjernens blodomløb og forandringer ved forskellige bevidsthedsniveauer.

Han blev vært for tv-programmet "Hjerne-Madsen " i 1998 og blev kendt for at kunne formidle ofte svært tilgængelige videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde.

Han lavede siden både radio og teater om videnskabelige emner, og ofte skete det i selskab med lillebror Anders.

Han bestyrede ved sin død radioprogrammet "Hjernekassen" på P1. DR valgte kort efter Peter Lund Madsens død at lukke programmet permanent.

Powered by Labrador CMS