Hittede med Medina: Verdenskendt dj gifter sig
Deadmau5, der er kendt for at optræde med en lysende musemaske, er blevet smedet sammen med sin kæreste.
Normalt optræder dj’en Deadmau5, der bærer det borgerlige navn Joel Thomas Zimmerman, med en kæmpe, lysende musemaske. Men lørdag blottede han sig helt.
Den 36-årige verdenskendte dj skiftede nemlig de elektroniske toner ud med bryllupsklokker, da han giftede sig med sin kæreste, Kelly “Grill” Fedoni.
Det annoncerer den nygifte gom på sin Instagram-profil, som har over 2,3 millioner følgere.
Deler billede sammen med bruden
Her har Ghosts ‘n’ Stuff-stjernen delt et billede, hvor han står sammen med sin brud.
– Hr. og fru Grill, skriver hitmageren til billedet.
Inden parret sagde ja til hinanden, delte Deadmau5 et billede af sine fire forlovere.
– Alle forloverne. Stilhed før stormen, skrev den kendte canadier.
Dj’en delte også et billede af sin kæreste, der blev gjort klar til den store dag.
– Her er det sidste billede af en ugift Grill.
Har optrådt flere gange i Danmark
Deadmau5, der tidligere har været forlovet med den berømte tatovør og tv-personlighed Kat Von D, har optrådt flere gange i Danmark.
Dj’en spillede blandt andet på Roskilde Festivals Orange Scene i 2011.
Her overraskede den danske sangerinde Medina publikum med en gæsteoptræden. Deadmau5 har nemlig lavet et remix af sangerindens hit “You and I”.
Se billederne her:
/ritzau/FOKUS