Historielektor: Alexandras beslutning virker logisk
Det er oplagt for grevinde Alexandra at frasige sig statsydelse, når prins Felix fylder 18, mener lektor.
– Det virker som en logisk konsekvens af den officielle begrundelse, der var for at give hende årpengene til at begynde med.
Nemlig at hun er mor til og delvis forsørger for to prinser, der står i tronfølgen.
Sådan siger Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Københavns Universitet, om grevinde Alexandras beslutning om at frasige sig statsydelse fra juli 2020.
– Når den yngste så i 2020 fylder 18, så giver det mening, at hendes forpligtelser angående forsørgelse ophører, og at hun frasiger sig sine årpenge, siger han.
Ydelse tildelt ved skilsmisse
Grevinde Alexandra blev tildelt ydelsen af staten i 2004, da hun blev skilt fra Prins Joachim.
Ydelsen er i dag på 2,4 millioner kroner årligt.
Den er efter lov om årpenge livsvarig, hvilket vil sige, at den ikke kan fratages grevinden uden hendes eget personlige samtykke.
/ritzau/