Hilste du på festival-kanin? Kendis gemte sig
Der er mange gode minder forbundet med festivaler for Simon Kvamm - både som optrædende og som gæst.
Festivalerne er aflyst, og i år må kunstnerne undvære at komme på græs. Det ærgrer Simon Kvamm, der sammen med sit nye band, Hugorm, stod klar til at debutere som liveoptrædende på landets mange festivaler. Her fortæller han om sine egne festivalminder.
Hvad er din yndlingsfestival og hvorfor?
– Jeg er nødt til at nævne to, for jeg må sige både Roskilde Festival og Smukfest. Det er lige før, de bare med deres placering siger det hele. Den ene er i øst og i hovedstaden, den anden i vest og i provinsen. De udtrykker hver en smuk del af festivalånden.
– Roskilde er en palette af spændende, eksperimenterende nye afkroge af musik, hvor man kan finde helt nye ting og så de store navne på Orange. Det er som at være på eventyr ude i verden.
– Skanderborg, som jeg helst vil kalde Smukfest for, er der en grad af hjem og hjemmebane over. Der er en stemning af, at det er en udvidet gadefest i Østjylland, hvor der bare er kommet så mange skøre mennesker og ideer til.
Hvad er din mest mindeværdige festivaloplevelse som optrædende?
– Der dukker mange op for mig, men jeg er nødt til at sige, da vi optrådte på Orange Scene på Roskilde i 2010 med Nephew. Vi havde et moment, hvor vores venner i dj-duoen White Pony kom ned på scenen med en kran, og så spillede vi et nummer med dem. Det var helt mindblowing sindssygt.
– Nogle af de skøre ting, vi har lavet på festivalerne, sidder der som en stemning. Det er ikke, fordi jeg lever for at lave gak og mærkelige ting på scenen, men det er tit det, man bagefter husker koncerterne for.
– Da vi spillede med De Eneste To på Bøgescenen første gang, havde Peter (Sommer, red.) og jeg fået sat det op, så vi sluttede med at spille en sang, hvor vi startede ude midt på lydøen blandt publikum og steg ned i hver vores gummibåd, og så crowdsurfede i dem op til scenen.
– Det var fuldstændigt sindssygt. Det kunne have været gået helt galt. Da vi ramte scenen, spillede vi stadig, og jeg kan huske, at vi gennem det der inferno råbte til hinanden: “Var du også bange for, at de tabte dig, fordi de hele tiden filmede med deres telefoner?”.
– Vi sejlede hen over folk, men ingen var klar til at bære os, fordi de havde travlt med at få det hele med på video. Men det lykkedes alligevel.
Hvad er din mest mindeværdige festivaloplevelse som gæst?
– Det var David Byrne i 2018. Han lavede en koncert, hvor han brugte scenen som en teatersal i stedet for et sted, hvor folk bare stod og spillede.
– Alle havde deres instrumenter spændt fast til kroppen, og der var en koreografi med ret enkle trin og formationer, som de lavede, mens de spillede sangene. Det var så gennemført, og man forstod det uden at kunne sætte ord på det.
– Jeg har altid selv været optaget af, hvad man kan gøre med en koncert. Hvilken dramaturgi kan man give den? Hvordan kan man eksperimentere?
Hvad er det mest nyttige, du har haft med på festival?
– Ørepropper. Ikke til koncerterne, men når jeg skal sove. Det er simpelthen et must.
– Jeg er så tilpas neurotisk, at jeg tit lige skal mærke på lommerne i løbet af dagen, om jeg har dem, så jeg ved, jeg kan sove om aftenen.
Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?
– Det må være en kaninmaske. Det er så plat. Men det er en, jeg har haft på på Skanderborg (Smukfest, red.) som gæst. Der kan man virkelig blende ind blandt de mange dumme udklædninger og hatte.
– Man føler, der går helt polterabend i den, men det er så dumt, primitivt og banalt, at det næsten er genialt. Det har jeg i hvert fald kunnet overbevise mig selv om i mange branderter. At det nærmest er kunst.
– Den afledte effekt er, at der sgu ikke er nogen, der kigger på en mand med en kaninmaske på Skanderborg. Og det kan være meget rart, når man er i mine sko, at man bare kan bevæge sig rundt, uden at nogen hæver et øjenbryn.
Hvad kommer du til at savne i år, hvor der ikke er festivaler?
– Det fysiske rum. Den her periode har vist mig, hvordan en koncert med høj fysik bare holder som koncept. Det kan ikke erstattes af noget, og jeg glæder mig desto mere til at skulle til koncert selv og til at skulle spille med Hugorm, som om noget er lavet til det.
– Jeg har et håb om, at når vi så skal på turné med Hugorm til efteråret, så har folk det på samme måde: Når vi er tilbage, så skal den satme også have en over nakken.
