Hertuginde og mor til tre fejrer fødselsdag

Hertuginde Kate fylder torsdag 39 år. Hun ser tilbage på et år med en farlig rejse og en lille ny i familien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hertuginde Kate, der er gift med britiske prins William, kan torsdag fejre sin fødselsdag nummer 39.

Det seneste år har blandt andet budt på et statsbesøg til Pakistan – det første royale besøg i landet i 13 år og en rejse, der af flere britiske medier er blevet kaldt den mest komplekse tur, det royale par nogensinde har taget.

Det var bestemt ikke en ufarlig tur, og der skulle tages mange sikkerhedshensyn undervejs.

Parret havde således også valgt at lade deres tre børn blive hjemme.

På turen besøgte hertuginde Kate sammen med prins William den pakistanske premiereminister, Imran Khan, i hovedstaden Islamabad. Der var også tid til et skolebesøg og til at overvære en cricketkamp.

Tante for første gang

For den britiske hertuginde bød 2019 på en ny nevø i familien.

Prins Williams lillebror, prins Harry, blev i maj far til sønnen Archie, som han har sammen med hertuginde Meghan. Dermed kan hertuginde Kate altså kalde sig tante, mens prins William er blevet farbror.

Gik fra hinanden

Prins William og hertuginde Kate mødte hinanden for første gang i Skotland i 2003. Dengang havde hertuginden det borgerlige navn Catherine “Kate” Middleton.

De to var et par frem til 2007, hvorefter de gik hver til sit for en tid.

De fandt senere sammen igen, og i november 2010 meddelte det britiske kongehus, at parret skulle giftes året efter.

Powered by Labrador CMS