Hertuginde begejstrer alvorligt syg Pokémon-fan
Den britiske hertuginde Kate gjorde stort indtryk på en 12-årig hospice-patient ved premieren på musicalen "42nd Street".
Klædt i en eventyrlig rød strut-kjole indtog den britiske hertuginde Kate torsdag premieren på musicalen “42nd Street” i London, hvor der skulle samles penge ind til børnehospicer.
Her vandt prins Williams smukke hustru hurtigt den 12-årige hospice-patient Ollie Duells hjerte, da han tog imod hende på den røde løber.
Det skriver People.
Spiser og trækker vejret gennem rør
Ollie Duell, der lider af en kompleks mave- og tarmsygdom og derfor både spiser og trækker vejret gennem rør, fik nemlig æren af at byde hertuginden velkommen før premieren.
Inden hertuginde Kates ankomst fortalte den alvorligt syge dreng om hans planer for mødet med den royale skønhed.
– Hun er meget smuk, og jeg vil gerne tale med hende om hospicet, og hvad jeg synes om at komme der. Jeg vil også gerne fortælle hende om Pokémon, lød det fra den forventningsfulde Ollie Duell.
Begejstret dreng
Efter mødet med hertuginde Kate fangede Hello Magazine den 12-årige dreng, der var meget begejstret for oplevelsen.
– Jeg fortalte hende, at det var sjovt på hospice, og jeg fortalte hende, at jeg ikke har været i teatret før, så jeg glædede mig, gengav Ollie Duell samtalen.
Velgørenhedsarrangementet var arrangeret af East Anglia’s Childrens Hospital (EACH) for at samle penge ind til opførelsen af et nyt børnehospice i det engelske landsdel Norfolk.
/ritzau/FOKUS