Her vender Badehotellet tilbage

Den niende sæson af "Badehotellet", der har premiere til februar, gæstes af nye ansigter og ikke mindst af nye intriger

Amanda Berggren, der spilles af Amalie Dollerup, har en datter med på armen, når hun tjekker ind på den nye sæson af 'Badehotellet'. Seriens nye sæson foregår fire år efter, at den sidste sluttede. (Stillfoto).
Amanda Berggren, der spilles af Amalie Dollerup, har en datter med på armen, når hun tjekker ind på den nye sæson af "Badehotellet". Seriens nye sæson foregår fire år efter, at den sidste sluttede. (Stillfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem otte sæsoner har man kunnet følge ferieidyllen - og intrigerne, der lurer under overfladen - ved Vesterhavet, når de velkendte ansigter som Edward Weyse og fru Fjeldsø har gæstet "Badehotellet".

Den kommende sæson af publikumssuccesen, som har premiere til februar på TV 2, begynder i 1945 - fire år efter at den sidste sæson sluttede - og foregår efter slutningen af Anden Verdenskrig.

Og her tjekker en række nye gæster ind. Det afslører TV 2.

Bestyrerinden Amanda, som spilles af Amalie Dollerup, vender nemlig tilbage - denne gang med sin lille datter på armen.

Flere nye gæster

Og hun er ikke den eneste, der er forælder til en ny gæst på "Badehotellet" i den nye sæson.

Fru Fjeldsø, som spilles af Birthe Neumann, har sit 16-årige barnebarn, Sarah, med.

Men Sarah har en anden far, end hun er blevet fortalt - nemlig skuespilleren Edward Weyse, der også som vanligt gæster hotellet.

Det fortæller Stig Thorsboe, som er en af forfatterne til serien, til TV 2.

- Hun fascineres straks af Edward Weyse uden at vide, at hun i virkeligheden er hans ukendte datter, røber han.

Det første afsnit ud af fem episoder i den niende sæson af "Badehotellet" har premiere på TV 2 den 7. februar.

Powered by Labrador CMS