Her tilbringer kronprinsparret lørdagen – og du kan komme med

Det er en lille verdenshistorie, du kan blive vidne til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprinsparret skal se på kunst. På Kunsten. Og der er første gang.

I dag, lørdag 24. november 2018 bliver den røde løber rullet ud, så der er klart til at modtage kronprinsen og hustru.

Det oplyser Kunsten i en pressemeddelelse.

Besøget sker i forbindelse med, at Kronprinsparret er i byen i anledningen af Kronprinsparrets Priser 2018 i Musikkens Hus om aftenen.

– Jeg glæder mig til at byde Kronprinsparret velkommen her på Kunsten til en omvisning, hvor vi virkelig får mulighed for at vise museets mangfoldighed og internationale klasse, både i forhold til kunst og arkitektur, siger Gitte Ørskou, direktør for Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg.

Lidt af hvert

Omvisningen vil byde på blanding af eksperimentelle og traditionelle værker fra internationale kunstnere.

– Kronprinsparret vil opleve værker, der taler til både den mørke og den lyse side af dét at være menneske – for kunst og Kunsten repræsenterer alle aspekter, siger museumsdirektøren før besøget.

Kronprinsparret vil komme med ind i regnskoven gennem brasilianske Ernesto Netos store, hæklede hule og vil ligeledes opleve den aktuelle udstilling af tysk-indiske kunstner Tino Sehgal, som udelukkende består af levende mennesker: For eksempel børn, der inviterer dem til at lege med og et par, der ømt og omslynget genopfører kunsthistoriens mest berømte kys, blandt dem Gustav Klimts.

Stor dag for Nordjylland

Kronprinsparret vil også blive ført helt ned i mørket til Trampedach-udstillingen, der viser et udvalg af kunstnerens væsentligste værker fra 1960’erne og 1970’erne, heriblandt selvportrætter, skulpturer og tableauer.

– Det er en stor glæde, at Kronprinsparret har prioriteret at besøge både Kunsten og Musikkens Hus i forbindelse med Kronprinsparrets Priser 2018. Det bliver en stor dag for Nordjylland, hvor både danske og udenlandske øjne vil være rettet mod landsdelen, siger Lasse Rich Henningsen, admnisterende direktør i Musikkens Hus og vært for det royale besøg i Aalborg.

Kronprinsparret ankommer klokken 15.55 og bydes velkommen af borgmester Thomas Kastrup-Larsen og museumsdirektør Gitte Ørskou.

“Gæster, der har indløst billet tidligere på dagen, samt medlemmer af Klub Kunsten + Utzon, er velkomne inde på museet under omvisningen, men Kunsten forbeholder sig retten til at lukke dørene, når det vurderes, der ikke er plads til flere. Dele af udstillingerne vil være spærret af for offentligheden”, oplyser Kunsten.

Powered by Labrador CMS