Her holder Frederik og Mary sommerferie
For tredje år i træk holder kronprinsparret sommerferie det samme sted.
Skolernes sommerferie starter fredag. Og således er der også sommerferie i de royale gemakker.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt deres fire børn holder sommerferie på Gråsten Slot.
Det er tredje gang, skriver BT.
Det er ikke lykkedes Kendte.dk, at få en kommentar fra Kongehuset.
Men over for BT bekræfter Kongehuset, at kronprinsparret holder ferie på Gråsten Slot.
Tegner til en tradition
Og når nu det er tredje gang kronprinsparret holder sommerferie på Gråsten Slot, tegner det til at blive en tradition:
– Een gang er ingen gang. To gange er en dårlig vane, men tredje gang så er det en tradition. Det er helt klart, at kronprinsparret tager traditionen fra kong Frederik 9. og dronning Ingrid om at holde sommerferie i Gråsten op, fortæller kongehusekspert og historiker Sebastian Olden-Jørgensen til BT.
Kronprinsparret træder i karakter
Når kronprinsparret vælger Gråsten Slot, viser Frederik og Mary, at de i stigende grad træder i karakter som kommende kongepar.
Det mener Sebastian Olden-Jørgensen.
Han afviser, at valget af Gråsten Slot er spontant og uplanlagt.
– Det danner absolut et mønster og må være et bevidst og velovervejet valg, siger Sebastian Olden-Jørgensen til BT.
Dronning Margrethe og prins Henrik er også taget på sommerferie.
Fredag flyttede regentparret nemlig til Marselisborg Slot.