Her fejrer konge sin 80-årsdag

Den norske kong Harald fylder 80 år i dag. Men ingen ved, præcis hvor kongen fejrer sin fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Norge kan de i dag fejre, at deres konge, Harald V, fylder 80 år. Men nordmændenes fejring bliver uden deltagelse af kongen selv.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB tilbringer kong Harald fødselsdagen i familiens skød på en vinterferie sammen med dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit, prinsesse Märtha Louise og sine fem børnebørn.

Kongens bonusbarnebarn, Marius Borg Høiby, er derimod optaget af sine studier i Californien og deltager derfor ikke i ferien.

Uvist hvor kongen befinder sig

Ingen medier ved dog noget om, præcis hvor i verden kongefamilien befinder sig.

Det betyder dog ikke, at den norske kongefamilie har frasagt sig at fejre kongens runde fødselsdag med det norske folk. De har blot valgt at slå kong Haralds fødselsdagsfejring sammen med dronning Sonjas.

Den norske dronning fylder nemlig 80 år 4. juli i år, og regentparrets samlede fødselsdagsfejring finder sted 10. maj, hvor den norske regering afholder en festmiddag til ære for de to royale fødselarer.

Kong Harald har det fint med 80 år

Selv har kong Harald det fint med at fylde 80 år. I et stort interview med NTB i anledningen af fødselsdagen udtalte han:

– Jeg har altid tænkt, at de, som var 80 år, var urgamle, men jeg føler mig ikke selv urgammel. Alder er bare et tal.

Kongehuset har også givet nordmændene mulighed for at sende en personlig hilsen til kong Harald på hans fødselsdag. Det er muligt at møde op på slottet og skrive i en speciel fødselsdagsgæstebog, som kongen efterfølgende får overrakt.

Det er i løbet af dagen også muligt at skrive i en digital udgave af gæstebogen på kongehusets hjemmeside.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS