Her er verdens mest likede Instagram-billede

Beyoncé har annonceret sin tvillingegraviditet på et foto, som nu overgår Selena Gomez' sodavandsbillede.

Beyoncé venter to arvinger til Carter-dynastiet. Hun har allerede datteren, Blue Ivy, med rapperen Jay-Z. Foto: BRENDAN MCDERMID/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Over syv millioner mennesker deler Beyoncés babylykke med sangerinden på Instagram.

Den 35-årige verdensstjerne annoncerede onsdag, at hun venter tvillinger med den 47-årige rapper Jay-Z ved at dele et billede af sin babybule på det sociale medie.

Rekordmange likes

Fotoet har fået så mange likes, at det nu overgår den hidtidige rekordindehaver, sangerinden Selena Gomez, der høstede hele 6,3 millioner likes for et billede, hvor hun drikker en sodavand.

Beyoncé sidder iført slør og undertøj omgivet af blomster på sit billede.

– Vi ønsker at dele vores kærlighed og lykke. Vi er blevet velsignet to gange. Vi er enormt taknemmelige over, at vores familie vokser med to, og vi takker jer for jeres lykønskninger, skriver Beyoncé til billedet.

Blev kærester i 2002

Sangerinden blev kærester med Jay-Z i 2002, efter at de havde udgivet deres første nummer, “’03 Bonnie & Clyde”, sammen.

I 2008 giftede parret sig, og i 2012 kom datteren, Blue Ivy, til verden. Inden da havde Beyoncé åbenhjertigt fortalt, at hun tidligere har aborteret.

Blue Ivy er i øvrigt verdens yngste person, der har ligget på Billboards hitliste.

Hendes far, Jay-Z, udgav kort efter fødslen nummeret “Glory”, hvor han rapper til lydsporet af hendes gråd, der blev optaget, mens pigen var blot to dage gammel.

Se verdens nu mest likede billede her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS