Her er ruterne til de fem kongelige løb – og kronprinsessen løber også med
Der bliver helt sikkert fart over feltet, når det stort anlagte "Royal Run" løber af stabelen anden pinsedag - mandag den 21. maj. Både Frederik og Mary deltager sammen med titusindvis af andre motionister.
Hvis du altid har drømt om at løbe fra en kommende konge – eller dronning – så har du chancen om et par uger.
Mandag den 21. maj skydes det stort anlagte “Royal Run” nemlig i gang, og det bliver med kronprins Frederik som en særdeles aktiv deltager.
Det er måske også fair nok, idet hele ideen bag konceptet er plantet på grund af kronprinsens 50 års fødselsdag, lørdag den 26. maj.
Hvor skal man mon overhale Frederik
Nu er ruterne for de mange løb i fem danske byer blevet offentliggjort, og dermed er det altså muligt at gøre sig klart, hvor den afgørende overhaling skal sættes ind.
I galleriet over artiklen kan du studere ruterne i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København i detaljer.
Fælles for de fem arrangementer er, at der både vil være distancer på en engelsk mile og 10 kilometer. En mil er lig med 1.609,344 meter.
De fem største byer i Danmark bliver i forbindelse med “Royal Run” omdannet til en stor folkefest, når kronprinsen skal løbe sit 50-års fødselsdagsløb.
Frederik tager sin hustru med på løbetur
Bag “Royal Run” står Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i samarbejde med de lokale arrangører.
Kronprins Frederik skal løbe en distance i samtlige fem byer – først fire gange en mile og derefter 10 kilometer i København.
Seneste nye er, at også hans hustru, kronprinsesse Mary, vil deltage i løjerne.
Kronprinsen skal løbe fem gange på samme dag
Mary skal således – når hun har skudt mile-løbet i gang – selv løbe den lange 10 kilometer-rute i Odense.
Kronprinsen vil til gengæld være omkring en time i hver by – i rækkefølgen Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.
Her skal han løbe, have overrakt medalje, overvære underholdning, og hilse på danskerne, der i titusindvis er kommet for at løbe med og fejre ham.
I skrivende stund er mere end 61.500 personer meldt til – men kun en enkelt af distancerne er udsolgt. Det er mile-løbet i Aarhus.