Her er dronning Margrethes program i dag
Fredag slutter dronning Margrethes besøg i Mariagerfjord Kommune.
Fredag slutter dronning Margrethes første del af sommertogten.
I dag fortsætter besøget i Mariagerfjord Kommune.
Dronning Margrethe skal blandt andet besøge en virksomhed. Hun skal en tur i Rosenhaven samt Danmarks største gravhøj.
På den anden sommertogt besøger dronning Margrethe Bornholm. Det sker fra den 30. august til 1. september.
Fredag den 16. juni
10.00-10.05:
Dronning Margrethe ankommer til Mariager Havn i chalup, hvor dronningen modtages med blomster af en 11-årig pige fra Mariager Skole.
Direktøren for Statsforvaltningen, borgmesteren, viceborgmesteren og kommunaldirektøren står ligeledes klar på kajen for at hilse på dronningen.
Efter modtagelsen kører Dronningen til virksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S.
10.10-10.45:
I Mariager besøger dronningen Aage Vestergaard Larsen A/S, der er en af Nordens største virksomheder indenfor genanvendelse af plast.
Dronning Margrethe vil blive præsenteret for virksomhedens historie og produkter.
Virksomheden blev stiftet i 1972 i Mariager af nu afdøde Aage Vestergaard Larsen.
Først som en enkeltmandsvirksomhed, senere som et ApS og i dag er det et familieejet aktieselskab.
Virksomheden har mere end 50 dygtige medarbejdere, som er karakteriserede ved stor loyalitet og høj anciennitet.
Virksomheden har det erklærede mål, at virksomhedens tilhørs- og produktionssted er i Mariager.
Virksomhedens kernekompetencer udspringer af en passion for bæredygtighed og cirkulær økonomi, og samlet set har virksomheden over 500 års erfaring indenfor genanvendelse og regenerering af plastmaterialer.
10.50-11.10:
Mariager kaldes ”Rosernes By”.
Derfor er det helt naturligt, at dronningen besøger Rosenhaven, som i dag består af 800 roser, hvoraf de godt 400 er forskellige arter.
Dronningen modtages af Erik Kirkegaard Mikkelsen, roseeksperten Eskild Skou og får overrakt en buket blomster af Rosendronning Signe Skov Damborg.
Dronningen får en rundvisning i Rosenhaven og Eskild Skou fortæller om udvalgte rosers oprindelse og art.
Rosendronningen planter en Dronning Margrethe rose. Rosen blev opkaldt efter Dronningen i forbindelse med Dronningens 50 års fødselsdag i 1989.
Det er Cittaslow Mariager, der har etableret Rosenhaven med støtte fra Elrofonden. Haven passes af frivillig arbejdskraft og mange af byens borgere har adopteret og dermed forpligtet sig til at være ansvarlig for netop ”deres” bed.
11.15-11.55:
Dronningen ankommer til Mariager Kirke, hvor hun skal besigtige kirkens enestående orgel.
Det er sognepræst Jacob D. Krogh Rasmussen, der viser rundt i kirken og organist Mikael Ustrup fortæller om orglet.
Orglet har med sine 3.054 håndlavede piber fordelt på 46 stemmer en fantastisk evne til at spille fransk barokmusik.
Orglet blev indviet i 2010 og har siden været besøgt og beundret af kirkegængere, turister og fagfolk.
Som led i besøget opfører organist Mikael Ustrup orgelværkerne ”Grand dialoque” af Louis Marchand og ”Af højtiden oprunden er” og ”Festligt præludium over koralen lover den herre” af Niels W. Gade.
Orglet er bygget af franskmanden Bernard Aubertin, der er autodidakt orgelbygger.
Det franske kulturministerium har udnævnt Aubertin til Maître d’art Facture d’Orgues, som er den højeste udnævnelse, der er givet til en fransk orgelbygger, og i januar 2007 blev han slået til ridder af den franske præsident.
Aubertins orgel kostede 13 millioner kroner og blev i foråret 2010 opstillet i Mariager Kirke i løbet af blot 12 dage.
12.00-12.35:
Dronningen besøger Hohøj nær Mariager, der med sine 12 meter i højden og diameter på 72 meter er Danmarks største gravhøj.
Gravhøjen er opført i ældre bronzealder omkring 1400 f.Kr.
Dronningen modtages af repræsentanter fra Nordjyllands Historiske Museum, som ledsager Dronningen på turen op på gravhøjens top.
Her nydes udsigten, mens historien om Hohøj og de nærliggende fortidsminder fortælles.
Dronningen bliver desuden orienteret om det fossile landsskab i Alstrup Krat og Museets arbejde for at bevare fortidsminderne i Nordjylland.
I gamle dage var der en enestående udsigt fra Hohøj, og for 100 år siden kunne man se 75 tårne fra egnens sognekirker.
Gravhøjen er ikke blevet udgravet, så det står hen i det uvisse, om den gemmer på de jordiske rester af Kong Ho med harnisk og guldsabel, som sagnet fortæller.
Den imponerende gravhøj betog også digteren Steen Steensen Blicher. Som en af foregangsmændene i den gryende demokratiske bevægelse i 1800-tallets midte forsøgte Blicher nemlig at etablere en tradition med folkemøder ved Hohøj.
12.35-12.55:
Når dronning Margrethe ankommer til Mariager Havn er godt 700 skoleelever mødt op for at sige farvel.
Der er musikalsk underholdning på havnen inden borgmesteren holder en kort afskedstale til Dronningen.
Efterfølgende sejler Dronningen fra Mariager i chalup.
Musikalsk underholdning
Fire elever fra Mariagerfjord Kulturskoles Talentklasse synger:
Man in the Mirror af Michael Jackson
Signed, Sealed, Delivered af Stevie Wonder.
Kilde: Kendte.dk/Mariagerfjord Kommune.