Her er Alexandras råd til studenten

Grevinde Alexandra var meget stolt, da hun fejrede, at prins Nikolai havde fået sin studentereksamen.

Grevinden gav sin studentersøn et par gode råd med på vejen. (Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Joachim satte tirsdag 26. juni studenterhuen på prins Nikolai efter tre års gymnasiegang på kostskolen Herlufsholm.

Med til at fejre den royale student var også den stolte mor, grevinde Alexandra, der fortalte Se og Hør, at det var en stor dag for hele familien.

Adspurgt hvilket gode råd hun ville give sin søn om fremtiden, svarede grevinden:

– Bevar den kerne af glæde, han har, og gnist og nysgerrighed, han har, for livet, sagde hun til ugebladet.

‘Dejligt, det er overstået’

Selv udtrykte den nyudklækkede student, som havde fået syet “Prins N.” ind i det røde bånd på studenterhuen, stor glæde over at være blevet student.

– Det er dejligt at have det hele overstået, sagde den 18-årige prins til Se og Hør.

I sin afsluttende eksamen fik prins Nikolai karakteren ti, som traditionen tro nu er skrevet ind i studenterhuen.


Som traditionen også foreskriver, er der skrevet hilsner ind i studenterhuen, blandt andre fra den stolte mor.

– Stort tillykke Niko!, lyder hilsnen efterfulgt af et hjerte fra grevinde Alexandra, der underskiver sig “mammy”.

Hilsner fra prinserne

Der var også hilsner fra prins Joachim, og prins Nikolais ældste lillebror, prins Felix, som sammen med prinsesse Marie var med til at fejre studenten.

Til efteråret begynder prins Nikolai på reserveofficersuddannelsen ved Hærens Sergentskole i Varde.

Sideløbende med gymnasiet har han arbejdet som model for Dior og Burberry.

Første student-barnebarn

Prins Nikolai er den første af dronning Margrethes otte børnebørn, der bliver student.

Prinsens ældste lillebror, prins Felix, starter på Gammel Hellerup Gymnasium efter sommerferien.

Prins Nikolai er også storebror til prinsesse Athena på seks og niårige prins Henrik, som prins Joachim og prinsesse Marie har sammen.

Powered by Labrador CMS