Hemmeligholdt royalt besøg afsløret

Kronprinsesse Mary er i disse dage i Etiopien. Besøget har hidtil været hemmeligholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har i noget tid været holdt fuldkommen hemmeligt for andre end de involverede og en række danske medier, at kronprinsesse Mary i disse dage netop er i Etiopien. Hun ledsages af udviklingsminister Ulla Tørnæs, oplyser Udenrigsministeriet.

Besøget vil have fokus på FN’s verdensmål fem om ligestilling mellem kønnene og kvinder og pigers rettigheder og muligheder, og netop her er Etiopien godt i gang med en rivende udvikling, fremgår det.

Den slags vil kronprinsessen naturligvis gerne bakke op om. “Med løfter om demokrati, fred og forsoning lægges der op til et opgør med en tidligere styreform, hvor basale rettigheder i årtier er blevet undertrykt.

Det er denne positive udvikling af Etiopien, som Kronprinsessen og udviklingsminister Ulla Tørnæs vil blive vidner til gennem møder med blandt andre kvindelige beslutningstagere, meningsdannere, virksomhedsledere og iværksættere”, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget har som nævnt været holdt hemmeligt for offentligheden, og det har sågar ikke fremgået af den royale kalender. Gør det i øvrigt stadig ikke.

Ifølge ministeriet vil besøget, der slutter onsdag, desuden have fokus på Etiopiens rolle som værtsland for en af Afrikas største flygtningebefolkninger. “Kronprinsessen og udviklingsministeren vil blandt andet besøge et modtagecenter for flygtninge, et hjem for uledsagede mindreårige og en lokal skole, der er bygget i samarbejde mellem værts- og flygtningesamfund med dansk bistand”, skriver ministeriet.

Powered by Labrador CMS