Helt unikke Helmig-fotografier under hammeren

Alle billederne er signerede af sangeren selv.

Udgivet Opdateret

Der er næppe mange danskere, der ikke kender navnet Thomas Helmig, hans musik eller hans udseende.

Nu kommer især det sidste under hammeren.

En række billeder taget af fotografen Jakob Mark er sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

Hjem til Aarhus

Den gensidige kærlighed mellem mr. Aarhus himself og hans publikum lyser ud af hvert eneste unika-koncertfotografi, som nu udbydes på netauktion i anledning af, at Bruun Rasmussens aarhusafdeling fylder 10 år den 30. marts.

Efter et par år med få koncerter udgav Helmig i 2018 albummet “Takker”. Det dansksprogede og dansevenlige album sprang hurtigt højt på hitlisterne.

Det afspejlede sig i de efterfølgende koncerter, blandt andet til åbningen af Aarhus Festuge, hvor ti-tusinde feststemte fans tog imod Helmig i Byparken.

Et billede herfra kan du se i galleriet.

Far og søn på scenen

Et andet af fotografierne viser Thomas Helmig omfavne sønnen Hugo under en koncert, og det var en helt speciel begivenhed for både far og søn.

– De har øvet mange gange sammen, men det var første gang, at Thomas og Hugo skulle dele scene. Jeg kunne mærke glæden og spændingen backstage den aften, fortæller Jakob Mark og fortsætter:

– Thomas var dybt rørt, og også for mig som fotograf var det en kæmpe oplevelse at se de to sammen på og bag scenen. Der var så meget venskab og kærlighed de to imellem, og det blev kun forstærket af, at det foregik på hjemmebanen i Aarhus foran et fantastisk publikum.

Signeret af Helmig

Ud over de unikke fotografier, der alle er håndsignerede af Helmig selv, er serien kun udkommet i bogform i et lille oplag på 1.000 eksemplarer med titlen “I godt selskab”. I forordet til bogen skriver Helmig:

“Nu sidder jeg og kigger tilbage på fire kæmpe sommerkoncerter, indspilning og udgivelse af pladen “Takker”, indendørsturné og en lang varm sommer i det allerbedste selskab. Jeg sidder med den her bog og kigger på alle de billeder, Jakob tog af os i den periode. Jakob er meget mere end en flue på væggen, han er “medlem af klubben”, og derfor har han kunnet fange os på en måde, ingen andre ville have kunnet.”

Auktionen foregår som en netauktion på bruun-rasmussen.dk og afholdes i anledning af, at Bruun Rasmussens afdeling i Aarhus fylder 10 år. Fødselsdagen fejres lørdag den 30. marts kl. 10-16 på Søren Frichs Vej 34 D i Åbyhøj. Programmet er spækket med foredrag af fx kunstneren Martin Bigum og Frederik Bruun Rasmussen samt udstillinger med Albert Bertelsen, Michael Kvium og Thomas Helmigs turnébilleder.

Auktion: 2. april fra kl. 19
Eftersyn: frem til 2. april på Søren Frichs Vej 34D, Aarhus

Powered by Labrador CMS