Helt særlig dag i det norske kongehus

Onsdag var det 30 år siden kong Harald og dronning Sonja fik kirkens velsignelse

Offentliggjort Sidst opdateret

I år er det 30 år siden kong Harald af Norge officielt satte sig på sit lands trone. Det skete efter hans far, kong Olav V, gik bort den 17. januar 1991.

Reelt tog kong Harald dog over allerede den 31. maj 1990, hvor hans far blev ramt af et hjertetilfælde. Dengang fik han titel af kronprinsregent.

Velsignet i Nidarosdomen

Onsdag den 23. juni bød så på endnu et 30 års jubilæum for det norske kongepar.

Her var det nemlig 30 år siden parret blev signet i Nidarosdomen i Trondheim, som regnes for Norges mest betydningsfulde kirke.

Ifølge Kongehuset.no er kongesigning – eller kirkelig velsignelse af kongen – en tradition, der går helt tilbage til 1163 og som foregik i forbindelse med selve kroningen. Senere kom også velsignelse af dronningen til.

Grundlovsændring

Kong Haakon VII, næstældste søn af kong Frederik 8. af Danmark, der sad på tronen fra 1905 til 1957, og Dronning Maud var dog det sidste kongepar, der blev kronet i Norge.

Kronings-paragrafen blev fjernet fra Grundloven i 1908. Den blev ganske enkelt betragtet som udemokratisk og forældet.

Der blev dog ikke indført noget forbud mod officielt at markere et tronskifte og da kong Olav V trådte til den 21. september 1957, valgte han at fortsætte traditionen med den kirkelige velsignelse. For ham og hans hustru, Märtha, skete det den 22. juni 1958.

Det var således denne handling, kong Harald og dronning Sonja videreførte for nu 30 år siden.

Powered by Labrador CMS