Helge var den sidste

Det sidste medlem af modstandsgruppen er død

Udgivet Opdateret

Helge Milo, der var det sidste medlem af modstandsgruppen Churchill-gruppen, er død. Han blev 94 år.

Det skriver Nordjyske og TV2 Nord.

Den første

Churchill-gruppen var en af de første organiserede sabotagegrupper under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. 

Gruppen bestod hovedsageligt af drenge i alderen 14-17 år.

To af initiativtagerne var sønner af klosterpræsten i Aalborg, og familien boede i præsteboligen i Aalborg Kloster, som blev modstandsdrengenes tilholdssted. Det fremgår af klosterets hjemmeside.

Otte drenge i klubben

Det var en gruppe på otte drenge, herunder Helge Milo, som i 1941 kort før jul blev enige om, at der måtte gøres modstand over for den tyske besættelsesmagt.

- Nogen måtte gøre noget, sagde Helge Milo angiveligt.

Helge Milo var det sidste medlem af Churchill-klubben.
Helge Milo var det sidste medlem af Churchill-klubben.

Så kastede de unge teenagedrenge sig over opgaven og trodsede dermed størstedelen af danskerne, som fulgte regeringens forskrifter om ikke at gøre modstand.

25 aktioner

I løbet af foråret 1942 udførte gruppen ifølge Aalborg Kloster 25 mindre aktioner. 

Det var blandt andet ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, som drengene gennemførte, inden de den 18. maj blev anholdt.

Blandt andet skulle modstandsgruppen ifølge Nordjyske og TV2 Nord have stjålet et stort antal våben, som tyske soldater havde efterladt i garderoben, mens de besøgte Aalborgs konditorier og restauranter.

Detalje fra udstillingen om Churcill-klubben.
Detalje fra udstillingen om Churcill-klubben.
Den nye udstilling om Churcill-klubben ses her på Aalborg Kloster, 4. maj 2021. Helge Milo, der besøgte udstillingen, var dengang eneste overlevende medlem af klubben
Den nye udstilling om Churcill-klubben ses her på Aalborg Kloster, 4. maj 2021. Helge Milo, der besøgte udstillingen, var dengang eneste overlevende medlem af klubben

Flere af våbnene blev gemt i klosteret.

Syv skoleelever blev idømt fængselsstraffe, men den 14-årige Børge Ollendorff ifølge Aalborg Kloster gik fri på grund af sin unge alder. 

Straffen til Helge Milo lød på halvandet års fængsel, mens de længste straffe til drengene lød på fængsel i tre år.

Helge Milo uddannede sig til civilingeniør og har ifølge de nordjyske medier arbejdet ved blandt andet skibsværftet B&W.

Hædersgæst

Den 4. maj sidste år besøgte Helge Milo klosteret i Aalborg. 

Her var han inviteret som hædersgæst, i forbindelse med at der åbnede en permanent udstilling om Churchill-gruppen.

Det fremgår ikke, hvornår den tidligere modstandsmand er afgået ved døden.

CHURCHILL-GRUPPEN

De fleste af gruppens medlemmer var skoleelever fra Aalborg Katedralskole. 

Medlemmerne af Churchill-klubben var desuden medlemmer af Konservativ Ungdom  i Aalborg. 

Gruppen blev stiftet på initiativ af brødrene Knud og Jens Pedersen.[1]:157

Gruppen bestod af otte drenge mellem 14 og 17 år samt tre unge mænd mellem 20 og 26 år. Churchill-klubbens tilholdssted var Helligåndsklostret i Aalborg. 

Churchill-klubben mødte Winston Churchill i 1950, da han var på officielt besøg i Danmark. Det var første gang gruppen mødtes efter krigen.

 Helge Milo følte sig overset af Churchill mens Knud Pedersen oplevede det som "uforglemmeligt" af se ham i øjnene.

I Danmark er historien om Churchill-klubben bedst kendt gennem filmen Drengene fra Skt. Petri.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS