Hele Danmarks snurretop

Kim Christofte, der mandag den 24. august fylder 60 år, sparkede i 1992 det danske fodboldlandshold i EM-finalen og fejrede det med en snurretur.

Kim Christofte jubler over sin scoring i straffesparkskonkurrencen mod Holland. Målet sendte danskerne i EM-finalen, hvor holdet senere slog Tyskland med 2-0. (Arkivfoto) – Foto: Patrick Hertzog/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

På Nya Ullevi Stadion i Göteborg 22. juni 1992 stod Kim Christofte ved straffesparkspletten og vidste, at han med en scoring ville føre Danmark i nationens første EM-finale.

Inden det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen mod Holland gjaldt det om at vinde den psykologiske krig mod den rutinerede målmand Hans van Breukelen.

Artiklen fortsætter under videoen

Presset var enormt på Kim Christofte, der mandag den 24. august fylder 60 år.

Han fornemmede, at målmanden havde det mentale overtag. Det skyldtes, at van Breukelen kort forinden havde været meget tæt på at redde holdkammeraten Flemming Povlsens forsøg.

Det virkede til, at det havde givet målmanden selvtillid, og Kim Christofte følte selv nervøsiteten brede sig.

Christofte tog et langt tilløb og havde planlagt at sparke højt i målet. Men det føltes forkert. En tanke om, at målmanden havde læst ham, nagede danskeren. Han måtte gøre noget.

Han bad derfor dommeren om lov til at rette på boldens placering. Inde i målet havde Hans van Breukelen indtil da været meget kommunikerende, på grænsen til det provokerende, men pludselig var han tavs – måske forvirret.

Kim Christofte trådte herefter to skridt tilbage og gik mod bolden.

Han bemærkede, at målmanden lagde sin vægt på venstre ben, og så sparkede han den modsat. Fladt. Med indersiden.

Sekundet efter strøg bolden i mål, og han brød ud i den velkendte snurretur rundt om sig selv efterfulgt af et glædeshop op i luften. Danmark var i EM-finalen, som siden blev vundet.

Flere mesterskaber

Fodboldspilleren med det karakteristiske overskæg og nummer seks på ryggen nåede i alt at spille 19 landskampe.

På klubplan var han med til at vinde tre danske mesterskaber med Brøndby, heriblandt klubbens første mesterskab i 1985.

Kim Christofte var desuden med under træner Morten Olsens vinger, da klubben i 1991 nåede semifinalen i Uefa Cuppen.

EM-helten har siden gjort karriere i det private erhvervsliv. Han har også afprøvet sine evner som pokerspiller og lokalpolitiker.

Powered by Labrador CMS