Harry og Meghan vinder stor retssag
Prins Harry og Meghan har fået rettens ord for, at deres privatliv er blevet krænket.
Meget må man som kongelig finde sig i, men prins Harry og Meghan har nu fået rettens ord for, at der også er en grænse.
Parret har netop vundet en sag mod nyhedsmediet Splash News og billedbureauet Picture Agency, efter en helikopter har svævet over et af parrets huse og taget billeder direkte ind i deres stue og soveværelse. Det skriver en række engelske medier, herunder The Guardian.
Sagen er blevet afgjort i et forlig, hvor Harry og Meghan modtager et pengebeløb og en undskyldning.
Kan ikke bruge boligen længere
Huset, det drejer sig om, er et afsides hus i området Cotswolds i Oxfordshire, som parret netop var flyttet ind i på grund af muligheden for privatliv – noget, der også har betydning for dommen.
I Londons High Court læste prins Harrys advokat en udtalelse fra prinsen op, der netop betonede dette:
– Prins Harry havde netop valgt stedet til ham og hans kone på grund af dets placering i et afsides område omgivet af privat jorde, langt fra alle områder, fotografer har adgang til.
– Helikopteren fløj over huset i lav højde og gav Splash muligheden for at tage billeder af og ind i stuen og spiserummet og direkte ind i soveværelset, siger advokaten.
Parret boede i huset mens Frogmore Cottage, deres nye hjem, blev renoveret.
Advokaten tilføjer, at parret ikke føler, de kan bo der længere, fordi fotografierne har gjort situationen umulig, især rent sikkerhedsmæssigt.
Splash undskylder
I en udtalelse erkender Splash Media, at de har handlet uetisk.
De lover samtidig, at de ikke vil bruge eller sælge billederne fremover.
Derudover indrømmer Splash, at de har fejlet i dømmekraften – og at de ikke vil gøre det igen:
– Vi vil ikke gentage det ved at bruge luftrummet til at tage billeder eller filme hertugens private hjem, skriver Splash Media.
Billederne optrådte blandt andet i avisen The Times.