Harry og Meghan udsat for groft angreb
Det sender nu to unge mænd i fængsel.
19-årige Michal og 18-årige Oskar er af en dommer blevet domt for at sprede had og propaganda på internettet. Det skriver BBC.
Oskar Dunn-Koczorowski er idømt 18 måneder i ungdomsfængsel, mens Michal Szewczuk er idømt fire års fængsel.
Opfordrede til terror
BBC skriver, at de to teenagere har opfordret til terrorangreb, blandt andet ved at skrive, at prins Harry, gift med amerikanske Meghan Markle, er en raceforrædder, der burde blive skudt. De unge herrer skulle også have skrevet, at hvide kvinder, der er kærester med ikke-hvide mænd, fortjener at blive hængt.
– Materialet var udelukkende voldeligt og truende, og truslerne handlede også om voldtægt og henrettelse, sagde dommer Rebecca Poulet QC i forbindelse med domsafsigelsen.
Ifølge BBC var målet for Michals og Oskars trusler ikke-hvide og jøder, og det var de to teenageres hensigt at få andre til at udføre de gerninger, de opfordrede til.
Bombemanual
Både Oskar Dunn-Koczorowski og Michal Szewczuk har erklæret sig skyldige i over flere omgange at have opfordret til terror. De blev begge anholdt i december, og i forbindelse med efterforskningen fandt politiet blandet andet ud af, at Michal Szewczuk havde en bombemanual i sin besiddelse foruden dokumenter, der beskrev tilgangen til at begå islamistisk terror og en drejebog i, hvordan hvide skal forsvare sig.
Martin Snowden, leder af en antiterror-enhed i den nordøstlige del af England, har fortalt BBC, at både Michal og Oskar anså sig selv som værende bedre end resten af samfundet, og at de havde pligt til at give udtryk for deres holdninger, for at få andre til at slutte sig til deres sag.
– Det kræver kun, at én person bliver opfordret eller inspireret af propaganda tager det skridtet videre, siger Martin Snowden til BBC.