Harry og Meghan uddelte mad til særlig gruppe
Iført masker er Harry og Meghan blevet set levere mad til særligt udsatte for coronasmitte i Los Angeles.
Det er kun ganske kort tid siden, prins Harry og hertuginde Meghan forlod Vancouver Island for i stedet at flytte til Los Angeles. Her har de nu allerede involveret sig i lokalsamfundet og den verserende coronakrise.
Artiklen fortsætter under videoen
Det skriver Daily Mail, der også bringer en helt speciel serie billeder af parret.
Ifølge mediet viser billederne hertugen og hertuginden i fuld gang med at levere mad for ‘Project Angel Food’ til folk, der er særligt udsatte overfor coronavirus.
Project Angel Food er en non-profit organisation, som blev grundlagt i 1989, da AIDS-krisen var på sit højeste. Den leverer kvit og frit 600.000 måltider årligt til folk i Los Angeles området, der er for syge til at handle og selv tilberede mad.
Man kan se på billederne, at såvel Harry som Meghan er iført ansigtmaske, samt at hertuginden har en latex-handske på, alt imens de bærer poser med dagligvarer fra deres bil til forskellige hjem i Los Angeles.
Også Harpers Bazaar har tidligere beskrevet, hvordan hertugen og hertuginde frivilligt har leveret fødevarer til folk i højrisikogruppen for coronasmitte.
I den forbindelse fortalte en kilde, at der er rigtig mange, der yder en indsats, og at behovet for det lige nu er højere end nogensinde tidligere. Desuden at hertugparret er dybt taknemmelige for al den hjælp byens beboere yder.